Et afklaret fokus resulterede i hele to jobtilbud

Udgivet d. 14. november 2023 af Velkommen Hjem

Man kan roligt sige, at veteran Jesper Bertelsen havde succes med sin jobsøgning, da han efter 18 år i Forsvaret og 2 udsendelser valgte at skifte uniformen ud med civil påklædning. Han fik Pernille Alberg, Global HR Business Partner at Ørsted, som mentor i et forløb og hun hjalp ham med mange ting, men især at stille skarpt. Det virkede, for pludselig kunne Jesper vælge mellem to job, hvoraf han valgte jobbet som Security Officer i Novo Nordisk Alarm Response Centre. Læs historien om et super godt match mellem mentor og veteran, trods stor forskellighed.

– Jeg valgte at forlade Forsvaret for at søge nye udfordringer og gøre brug af min uddannelse. Og for at være tættere på min familie og blive en større del af hverdagen der hjemme, forklarer Jesper, der har været glad for sine mange år i Forsvaret, og selv har oplevet de mange fordele, der kan være ved at uddanne sig og arbejde i Forsvaret. Han fremhæver især uddannelsesmulighederne og de relationer, han har fået igennem årene.

– Der er mange retninger, du kan uddanne dig i og arbejde inden for i Forsvaret. Både i specifikke stillinger og på forskellige niveauer. Jeg har fået venner for livet. Vi har et bånd og et fællesskab som ikke fås andre steder, forklarer Jesper. 

Intet pres, kun venlig hjælp

Da Jesper besluttede sig for at forlade Forsvaret, kontaktede han VELKOMMEN HJEM for at komme med i et forløb. Og det er noget, som han anbefaler veteraner i samme situation som ham selv også at gøre.

– Fra første møde med Velkommen Hjem blev jeg bekræftet i, at de kompetencer jeg har oparbejdet i forsvaret er brugbare i det civile erhvervsliv. Velkommen Hjem arbejder konstruktivt og proffesionelt, derfor føler jeg mig på intet tidspunkt ”efterladt” 

– der bliver hele tiden fulgt op, uden man bliver presset, forklarer Jesper.

En tålmodig, lyttende og meget konkret mentor

En af de helt store fordele ved forløbet i VELKOMMEN HJEM i følge de fleste veteraner er mentorordningen. Den betyder, at alle veteraner i forløb får tildelt deres egen personlige mentor, som de i op til 6 måneder kan sparre med og søge rådgivning og støtte hos. 

Jesper fik Pernille Alberg fra Ørsted som sin mentor. Og det har han i den grad været tilfreds med.

– Pernille har pointeret, hvor mine styrker og svagheder er og hvor jeg skal være opmærksom. Hun har fortalt, hvordan jeg skal strukturere en ansøgning og hvad jeg skal have fokus på under en samtale, forklarer Jesper om forløbet, og tilføjer stor ros:

– Pernille har været tålmodig, lyttende og meget konkret, når der har været brug for det. Ærlighed og tillid til hinanden har gjort det fantastisk at være en del af denne proces. Og så har hun hjulpet mig med at holde fokus på de emner, vi arbejder med – blandt det mit CV, min LinkedIn-profil og ofte kun 2-3 ansøgninger ad gangen.

Mentor Pernille Alberg & veteran Jesper Bertelsen

3 gode grunde til at hjælpe veteranerne

Når Pernille Alberg har valgt at engagere sig i netop VELKOMMEN HJEM som mentor, skyldes det 3 ting:

– Der er først og fremmest den samfundsmæssige årsag: Forsvaret og den enkelte soldat gør en kæmpe indsats for samfundet, så hvis de ønsker skifte til civil, så ser jeg det som en slags forpligtelse at hjælpe. Den anden årsag er af faglig karakter. Det handler om at kunne bringe kompetencer i spil og overføre dem mellem forskellige kontekster. Og så er der den sidste årsag, som er mere personlig: Jeg lærer så meget af at være mentor i VELKOMMEN HJEM – både om Forsvaret, mig selv og andre mennesker, forklarer Pernille Alberg.

Erhvervsrelevante kompetencer fra Forsvaret

Pernille Alberg mener, at Forsvaret giver veteranerne mange gode kompetencer med, som erhvervslivet har brug for:  

– Struktur, ordentlighed, eksekvering og det at turde lede, siger hun.

Hun genkender de faglige kompetencerne hos Jesper, og fremhæver desuden flere styrker og stærke personlighedstræk hos sin mentee i forhold til hans muligheder på det civile jobmarked.

– Jeg vil fremhæve Jespers kompetencer indenfor ledelse. Han er også god til planlægning og møder altid velforberedt. Han kan undervise. Og så er han empatisk, lyttende og spørgende, siger Pernille Alberg.

Der blev stillet skarpt

Under forløbet har Pernille Alberg både hjulpet Jesper med alt fra CV til søgning, men vigtigst af alt at skabe fokus.

– Sammen har vi udviklet et CV, trænet Jesper i proces omkring ansættelsessamtaler, jobsøgning, og ikke mindst har vi lagt en plan for, hvilke ting der skulle gøres hvornår, og hvilke kanaler der skulle bruges til jobsøgning

Den største forskel, jeg har gjort for Jesper, er nok at hjælpe ham med at få fokus. Fokus på, hvor mange jobs, der kunne være i spil på én gang. Fokus på først at tage ”kaffemøder” og derefter bruge netværk osv., forklarer hun og slutter af med en tak til sin mentee: 

– At Jesper valgte at arbejde videre med mig som mentor – vi er og var meget forskellige – har jeg været glad for. Så tak for den tillid, du har vist mig. Jeg ønsker dig og din familie alt det bedste.

Den korte soldaterhistorie om veteran Jesper Berthelsen

  • 2005 Værnepligtig i livgarden og efterfølgende som proffesionel soldat.
  • 2016-19 Brugte sin CU på en Professions Bachelor of Emergency and Risk Management.
  • 2021 Forsvarsministeriets Personalestyrelse som oversergent.

Udsendelser

  • 2008 Afghanistan
  • 2021 Kosovo