Mads Fejrskov: 8 år som mellemleder og instruktør med to udsendelser i bagagen, heraf såret i 2011 i Afghanistan.
Jeg var i 2011 udsendt på min 2. mission, denne gang til Helmandprovinsen i Afghanistan som kampsoldat med Charlie-kompagniet fra Jydske Dragonregiment i Patrol Base line nær Gereskh. Under en patrulje blev jeg truffet af fjendtlig geværild og fik læderet min venstre hånd af en kugle. Efterfølgende blev jeg evakueret til Rigshospitalet for at blive behandlet for mine skader og genoptrænet. Efterfølgende fik jeg også lov til at vende tilbage til mine kollegaer og afslutte missionen, dog uden at indgå i så aktiv tjeneste som før, men jeg fik afsluttet det kapitel jeg havde begyndt og vigtigst af alt: jeg fik lov til at se mine kollegaer i øjnene og vende tilbage til Danmark sammen med dem.
Jeg var soldat helt ind til benet og min identitet var efterhånden bygget op om mit hverv som soldat. Efter missionen i Afghanistan sad jeg ikke længere i min tidligere operative stilling som teamleder, men tilgik en stilling hvor jeg bistod uddannelsen af nyt personel. Jeg befandt mig egentlig godt, men mine skader tillod ikke at jeg kunne bestå de fysiske prøver, egentlig blot fordi jeg havde fået foretaget en stivgørelses-operation som gjorde at min hånd ikke kunne bøjes til armstrækninger, som Forsvaret stillede krav om og man besluttede derfor at jeg skulle rehabiliteres ved Veterancenteret og finde fodfæste udenfor hegnet (læs: civile erhvervsliv) i form af uddannelse eller lignende. Det gjorde ondt at skulle tænke tanken om at forlade Forsvaret og jeg anede ikke, hvad jeg ville. Inden jeg blev såret havde jeg haft en plan om at søge ind som ambulanceredder hos Falck, men efter skaden var sket skubbede jeg drømmen fra mig og havde det svært med at acceptere tanken om, at jeg skulle gå en anden vej end den, jeg havde planlagt. Faget som ambulanceredder havde ellers altid fascineret mig, og jeg havde en enorm respekt for de reddere som jeg mødte både i Afghanistan og hjemligt.
Nærmest ved et tilfælde faldt jeg over projektet ”fra krigszone til virksomhed”. Projektet havde til formål at danne bro mellem veteraner som jeg og de virksomheder som havde valgt at støtte projektet, samt at få virksomhederne til at øjne de kompetencer og ressourcer som lå i soldater som havde gjort tjeneste i fjerne egne. Jeg slog straks til og deltog i projektet støttet op af Veterancenteret og Forsvaret. Skæbnen ville at Falck var gået ind projektet og jeg fik hurtigt kontakt til Falcks Regionsdirektør og dennes Assistancechef, som gik helhjertet ind i projektet og lod mig afprøve min fysiske formåen hos Falck i stort set alle de funktioner som Falck kunne tilbyde i hvad man kan kalde en praktikperiode.
Jeg startede på en assistancestation, hvor jeg mødte dygtige og professionelle assistancemedarbejdere som tog mig med i opgaver som var alt fra starthælp til bjærgning af lastvogne til udrykningskørsel ved afspærring af færdselsuheld. Herfra gik min tur rundt i de forskellige vagtcentraler, hvor jeg så og prøvede disponeringen af bla. brandkøretøjer til brand og assistancekøretøjer til nedbrud af køretøjer mm. På Falcks ministation i Legoland lærte jeg vigtigheden af den gode patientkontakt og hvor stor en smertelindring et plaster med den velkendte ”Sofus Falck” kunne være.
Jeg havde overfor Assistancechefen tilkendegivet min store drøm om at køre ambulance og straks havde hun skabt kontakt til hendes kollegaer i ambulancetjenesten og pludselig sad jeg i en ambulance hos Falck og Responce i Region Midt, hvor jeg oplevede den dybt professionelle tilgang som ambulanceredderne havde til patienterne. Ambulancetjenesten har i den grad givet mig mulighed for at afprøve mig selv fysisk ifht. ambulancefaget og har nærmest været en religiøs oplevelse dels fordi opgaverne gav så meget mening for mig og dels fordi jeg lærte at jeg godt kunne fungere i et relativt fysisk hverv som har gode hjælpemidler til de tunge opgaver, på trods af at jeg ikke kunne lave en armbøjning. Her følte jeg virkelig, at jeg var i mit rette element både i forhold til de førstehjælps- og sanitetskompetencer som jeg havde opnået i Forsvaret, men i særdeleshed også den rolighed og det overblik, jeg kendte fra de pressede situationer i Helmand, var et redskab, som jeg i den grad gjorde brug af.
Efter en akutkørsel med en kritisk patient som næsten holdte op med at trække vejret i ambulancen sagde ambulancebehandleren til mig: ”du har noget, som man ikke kan lære folk – og det er ro”.
Hvad fremtiden bringer ved jeg ikke, men det er helt sikkert, at drømmen om at blive ambulanceredder ikke er blevet mindre og at mit syn på min situation er blevet meget mere positiv.