Veteraner er opgavefokuserede. Planlæggende. Omstillingsparate. Udholdende – og de ved, at man kun sammen klarer sig bedst.
Udgivet d. 30. juni 2023 af Velkommen Hjem
De klassiske dyder fra Forsvaret har værdi, når man søger job på det civile jobmarked. Det erfarede veteran Mike Bork, da han blot fire måneder inde i sit mentorforløb med Troels Libak Stollberg, Carlsberg Breweries, landede et drømmejob som associate manager trainee hos Novo Nordisk. Læs historien om samarbejde mellem på den ene side en mentor, der selv er veteran med mange års erfaringer fra Forsvaret. Og på den anden side en veteran, der efter 18 år i Forsvaret og seks udsendelser, gik ind i mentorforløbet med et åbent sind og masser af godt humør.
Veteran Mike Borks interesse for det civile erhvervsliv og nye udfordringer voksede i forbindelse med, at han skulle afsøge nye muligheder i Forsvaret. Men han følte selv, at han efter 18 års tro tjeneste og alle sine udsendelser stod ved en skillevej, og han besluttede at gå ad den civile. Derfor kontaktede han VELKOMMEN HJEM og kom med i et forløb.
– Mit forløb har været med til at gøre mig bedre til at sætte ord på de mange færdigheder og kompetencer, jeg har erhvervet mig gennem årene, siger Mike og fortsætter:
– Der er to ting, der har været afgørende. Det første var kickoff, hvor man lærer en masse, og man bliver inspireret af de mennesker, der kommer og fortæller. Den andet er, når man får en mentor. Her får man en sparringspartner, man sætter en retning med. Der er pludselig en, man står lidt til ansvar for, hvilket for mig gjorde, at jeg blev holdt i gang – og ikke længere bare tænkte, at det kan jeg også lige se på i næste uge. At få en mentor har helt klart forbedret processen i forhold til at gå fra militæret til civil.
Der er mange fordele og muligheder i Forsvaret både i form af udviklingen af en selv og at kunne videreuddanne sig. Arbejdet i Forsvaret kan være meget varieret og foregår ofte både i ind- og udland – og oven i det får man lov til at møde en masse spændende og inspirerende mennesker.
Veteran Mike Bork
Mentor med indgående kendskab til Forsvaret
Mike fik Troels Libak Stollberg som mentor. Han er også selv veteran med mange års erfaringer fra Forsvaret. Siden 1990 har han været reserveofficer og har blandt andet været 10 år ved Dronningens Livregiment med udsendelser til Bosnien samt Irak/Kuwait, samt derefter 22 år i Søværnet med 4 ”sæsoner” af piratjagt på Afrikas østkyst. I dag er han fortsat aktiv i en værnsfælles funktion og arbejder som Head of International Disputes hos Carlsberg Breweries. Troels var ikke i tvivl om, at han ville være mentor for veteraner i VELKOMMEN HJEM, da han blev opfordret til det af sine kolleger.
– Det er oplagt for mig at give noget tilbage til andre veteraner som Mike, der gerne vil have et civilt job, siger Troels, der fremhæver veteranernes generelle Forsvars-dyder som relevante i forhold til jobsøgningen på civil grund.
– De klassiske dyder fra Forsvaret betyder helt sikkert noget i forhold til at være opgavefokuseret, god til at planlægge og håndtere overraskelser – sammen med evnen til at tage det lange seje træk og have forståelsen for, at man kun sammen klarer sig bedst – og så en god portion humor.
Og hvad angår Mike så fremhæver Troels helt konkret indtil flere personlige styrker og kompetencer hos sin mentée.
– Mike har fra dag et kørt på med krum hals og været systematisk og åben i forhold til processen. Den energi, villighed til at lære nyt og turde spørge og det gode humør vil helt sikkert også give en god start på hans nye job, siger Troels og fortsætter:
– Mike er en meget erfaren befalingsmand, der via sin militære funktion har en meget stærk planlægningsside. Det gør hans driftsside og mandskabsbehandling endnu bedre. Jeg har udfordret Mike på, hvad kan han og hvad vil han, og derfra har det været en fase-for-fase sparring, hvor jeg har inddraget min civile erfaring. Resultatet blev, at Mike relativt hurtigt – på 4 måneder – fik et godt job, siger Troels Libak. Stollberg.
Mentor var guld værd
Mike beskriver selv forløbet med Troels som yderst værdifuldt – og som helt afgørende for, hvor han er landet i dag.
– De første gange vi mødtes, var Troels meget god til at stille spørgsmål om, hvad jeg kan, og hvad jeg ville. Det fik sat skub i refleksionen. Troels kom også med en bred vifte af områder, jeg kunne kigge ind i … det var lige fra stillinger i kommuner til små og store virksomheder. Da det kom til jobsøgningen, kiggede han min ansøgning og mit cv igennem og var en stor hjælp til forberedelsen på første og anden samtale, forklarer Mike og tilføjer:
– Den sparring jeg har fået igennem hele forløbet af Troels, har været uundværlig. Jeg vil gerne takke Troels for den tid og energi, han har lagt i det her forløb, og for den sparring han har givet. Det har været guld værd, slutter Mike.
Igennem forløbet i VELKOMMEN HJEM får man bedre forståelse for at oversætte sine militære kompetencer til civilt sprog og dermed sætte ord på det, man kan og har gjort i mange år. At man yderligere får en mentor til sparring, er guld værd.
Veteran Mike Bork
Den korte soldaterhistorie om Mike Bork
- 2005 Jeg startede ved Gardehusarregimentet, tog min HBU og HRU.
- 2006 Tog afsted på min første udsendelse til Kosovo KFOR 14 som konstabel i MEKINFKMP.
- 2008 Tog afsted på min anden udsendelse – denne gang til Afghanistan ISAF 5 som overkonstabel i MEKINFKMP.
- 2009 Startede på Sergentskolen i Sønderborg, og tog derefter tilbage til Gardehusarregimentet
- 2011/2012 Tog afsted på min tredje udsendelse til Afghanistan med 1/1 GHR som gruppefører på ISAF 12.
- 2018 Tog afsted på min fjerde udsendelse til Estland med 1/1 GHR som oversergent på eFP 1.
- 2019 Blev jeg efterretningsbefalingsmand/Infanterilærer ved 2/1 GHR,.
- 2020 Tog jeg afsted på min femte udsendelse til Kabul med 2/1 GHR som efterretningsbefalingsmand på RS 12.
- 2022 Tog afsted på min sjette udsendelse til Letland med 2/1 GHR som efterretningsbefalingsmand/infanterilærer på NFP 1.
Privat
Jeg er født i Holstebro og vokset op i Sønderjylland, hvor jeg boede, indtil jeg blev 18 år og kom i Forsvaret. Jeg er nu bosiddende nord for Korsør med min kone Tanja og vores 3 børn på 10, 6 og 4 år – og ej at forglemme vores hund.
Kort om VELKOMMEN HJEMs forløb
Et forløb starter med to dages kickoff, hvor de deltagende veteraner får indsigt og en bredere viden om erhvervslivet igennem oplæg og foredrag af erfarne, dygtige erhvervsfolk og erhvervseksperter. Veteranerne bliver desuden inddraget igennem gruppeforløb og 1:1 samtaler med erhvervspsykologer og karriererådgivere. Efter kickoff bliver hver enkelt veteran matchet med en af foreningens engagerede mentorer efter personlighed og faglige interesserer, og i de følgende seks måneder vil mentor guide, hjælpe og støtte veteranen i transitionen.