Vær forberedt selv i de mindste situationer! Du ved aldrig, hvornår muligheden byder sig – hvornår du møder de personer, der kan se dit potentiale.
Udgivet d. 5. august 2022 af Velkommen Hjem
Toke Bjørnshave havde fået indfriet alle sine ambitioner i Forsvaret og tog derfor beslutningen om at starte en civil karriere. Igennem VELKOMMEN HJEM mødte han mentor Britta Stenholt, CEO i STARK Danmark og en af foreningens dygtige og engagerede mentorer. Hun tog Toke med på besøg i virksomheden for at vise ham, hvordan en civil arbejdsplads fungerer. Besøget resulterede i en ansættelse: En af mine regionsdirektører spottede hurtigt Toke og fik lavet en kaffeaftale med Toke, fortæller Britta Stenholt. Læs hele historien om et stærkt mentorskab mellem to ligesindede.
Efter 18 år og 2 udsendelser var veteran Toke Bjørnshave kommet til et punkt, hvor han havde behov for at bygge videre på sin karriere uden for Forsvaret.
Jeg havde nået alle mine personlige mål i Forsvaret og var ikke længere motiveret til at avancere ind i de næste stillinger, fortæller han og fortsætter:
Jeg hørte første gang om VELKOMMEN HJEM gennem en af mine kollegaer. Efterfølgende fandt jeg selv frem til foreningens hjemmeside, hvor jeg tilmeldte mig forløbet. Jeg så forløbet som den bro, jeg skulle bruge mellem Forsvaret og det civile. Dette skulle vise sig at være mere end rigtigt. Forløbet startede med at give mig selvindsigt til bedre at kunne navigere mig selv i en retning i det civile. Derudover fik jeg indsigter til at kunne formidle mine erfaringer og kompetencer fra Forsvaret i nogle termer, som passer til det civile jobmarked. Med alt dette på plads havde jeg opbygget det stærkeste fundament til at kunne samarbejde med min mentor.
Velforberedt veteran med vindermentalitet og stamina
Et forløb i VELKOMMEN HJEM starter med to dages kickoff, hvor de nye deltagende veteraner får indsigter og en bredere viden om erhvervslivet igennem oplæg og foredrag af erfarne, dygtige erhvervsfolk og erhvervseksperter. Herefter bliver hver enkelt veteran matchet med en af foreningens engagerede mentorer efter personlighed og faglige interesserer. Mentor vil de næste seks måneder guide, hjælpe og støtte veteranen i transitionen.
Toke blev matchet med en af foreningens garvede og yderst engagerede mentorer, Britta Korre Stenholt, CEO i STARK Danmark, der gennem flere år har støttet op om foreningen både som medlemsvirksomhed og som mentor.
Det danske Forsvar løser en stor opgave på vegne af hele nationen. At engagere sig i VELKOMMEN HJEM som mentor er en mulighed for at give en lille smule tilbage. Derudover er det berigende og lærerigt at møde mennesker med en hel anden baggrund end ens egen!
Mentor Britta Korre Stenholt
Britta Korre Stenholt oplevede, at Toke var utroligt godt forberedt på sin rolle som mentée, og samtidig var reflekteret, yderst kompetent og konkurrenceminded.
Toke havde, inden vi mødtes første gang, lavet et stort og grundigt stykke arbejde med udfærdigelsen af sit CV, og vores samtaler afslørede dybe kompetencer inden for organisation og samarbejde. Toke har en lærende profil, han ønsker hele tiden at lære mere og blive bedre, og han har i sin militære karriere søgt de sværeste udfordringer og sat en ære i at løse dem. Derudover fandt jeg ud af, at Toke er tidligere elitesejler og har både en vindermentalitet og stamina, som han helt sikkert har taget med sig ind i Forsvaret og som også er et plus i en jobsøgningsproces, fortæller Britta Korre Stenholt, der ikke vil tage æren for, at det så relativt hurtigt lykkedes Toke at lande et super godt job.
For at være helt ærlig, så har Toke gjort arbejdet selv. Han har været forberedt og dybt reflekteret til vores møder. Jeg håber, at vores få samtaler inden Toke landede et job har fået ham til at tro lidt mere på sig selv og de kompetencer og kvaliteter han besidder, siger Britta Korre Stenholt.
Toke tog ejerskab og lederskab over processen fra dag 1! Det eneste, jeg skulle gøre, var at være til rådighed til aftalt tid og sted. Det er enormt motiverende for en mentor at have en mentee, som er så committet. Det smitter af på mentor, og det er helt sikkert givende for processen.
Mentor Britta Korre Stenholt
Man ved aldrig, hvornår muligheden byder sig!
Britta Korre Stenholt fortæller, at Toke og hun på deres første møde aftalte, at Toke skulle ud og se, hvordan en arbejdsplads fungerer.
I første omgang aktiverede jeg derfor nogle af mine egne ledere, som stillede sig til rådighed for at have Toke med på job en dag. Med hjælp fra en koordinator lavede Toke selv alle aftaler og var med en dag på job i HR, Logistik og forskellige dele af salgsorganisationen. En af mine regionsdirektører spottede hurtigt Toke og fik lavet en kaffeaftale med Toke, fortæller Britta Korre Stenholt.
Jeg er blevet bekræftet i, at hvis man har den rigtige indstilling, så kan resten læres. Det er Toke i hvert fald et rigtig godt eksempel på! Og i en branche, hvor vi typisk har tendens til at søge efter kandidater med branchekendskab, er det godt at blive mindet om dette.
Mentor Britta Kore Stenholt
Kaffeaftalen resulterede i et job hos STARK. Toke tilskriver det perfekte match med Britta Korre Stenholt, at han så hurtigt landede et super godt job.
Jeg har haft et rigtig godt forhold til min mentor, og jeg er virkelig imponeret over VELKOMMEN HJEMs evne til at finde et så godt match. Allerede til vores første møde kunne jeg mærke, at jeg sad over for en ligesindet – én hvis mentalitet, drive og ambitioner minder meget om mine egne, fortæller Toke, og fortsætter:
Efter vores første møde aftalte vi, at jeg skulle følge nogle af hendes ledere og direktører – altså være med dem på arbejde for at se, hvordan en civil hverdag ser ud, og hvad forskellige stillinger indeholder. Det hjalp mig med at se forskelle og ligheder i deres arbejde og mit eget. Det gav mig et godt billede af mine egne muligheder og potentiale, idet jeg kunne se, hvor jeg ville kunne bidrage i deres arbejde. I sidste ende var det også dette forløb, der resulterede i min ansættelse hos STARK, idet jeg blev introduceret til personer, der kunne se mit potentiale, og i den forbindelse blev jeg tilbudt at starte i STARK.
Toke er nu ansat i et ledelses-trainee forløb i STARK. I den forbindelse vil han gerne give et godt råd til alle veteraner, der er i et forløb i VELKOMMEN HJEM.
– Vær forberedt selv i de mindste situationer. Du ved aldrig, hvornår muligheden byder sig, hvornår du møder de personer, der kan se dit potentiale. Derfor skal du altid være klar til at præsentere dig selv godt, altid være velforberedt til alle tænkelige situationer. Få styr på, hvad du drømmer om, dine værdier og hvad du gerne vil med din karriere så hurtigt som muligt, slutter Toke.
Den korte soldaterhistorie om veteran Toke Bjørnshave
- 2004 Startede som værnepligtig i 2004
- 2005 Blev hjemsendt i 2005, og efter en kort periode som civil, startede Toke på Hærens Sergent skole i Sønderborg.
- 2008 Blev udsendt til Afghanistan som infanterigruppefører på ISAF hold 5
- 2008 Startede kort efter hjemkomst på Hærens Officersskole.
- 2011 Efter Officersskolen blev Toke udnævnt til premierløjtnant og blev panserinfanteridelingsfører og næstkommanderende i 4 Panserinfanterikompagni ved Jydske Dragonregiment.
- 2016 Blev uddannet til Kaptajn.
- 2018 Efter en kort periode ved Gardehusarregimentet i Slagelse blev Toke udsendt til Irak på OIR 7, som Chef for BPC kompagniet, der stod for træningen af Irakiske sikkerhedsstyrker.
- 2019 Chef for 4 Panserinfanterikompagni ved Jydske Dragonregiment.
- 2021 Ansat ved Forsvarsakademiet som Taktiklærer for de nye officerer på Hærens Officersskole.