
Vi kan blive bedre til både at anerkende veteranernes kompetencer, og at overgangen til en civil karriere er et stort skifte
Udgivet d. 28. juni 2025 af Velkommen Hjem
Jakob Riis er President & CEO for Falck og en af VELKOMMEN HJEMs ekstraordinært engagerede medlemmer. Han er mentor for veteranerne, han stiller altid op til foreningens arrangementer – ofte med et indlæg på scenen eller en udtalelse til kameraet – og så er han en højt skattet sparringspartner for både ledelsen og bestyrelsen.
Med andre ord brænder Jakob Riis mere end almindeligt varmt for at byde veteranerne VELKOMMEN HJEM. Her kan du læse, hvad der driver Jakob Riis, hvilken oplevelse han har af veteranerne, og hvordan han ser foreningen som et vigtigt supplement til Forsvaret. Og samtidig kan du møde veteran Anders Elbeck, der netop har afsluttet et forløb med Jakob Riis som mentor.
– Det danske Forsvar spiller en vigtigere rolle end nogensinde og de mennesker, som uegennyttigt vælger at tjene Danmark, fortjener en håndsrækning, når de forlader Forsvaret og skal finde deres næste job eller uddannelse i det civile, forklarer Jakob Riis om baggrunden for, at han har valgt at støtte en forening som VELKOMMEN HJEM og bruge så relativt mange timer år efter år på det frivillige arbejde til fordel for veteranerne.
Min mentor Jakob Riis, har hjulpet mig med at afklare tvivlsspørgsmål, som har gjort det langt lettere at prioritere opgaver, identificere valg af fokus, skabt refleksion samt givet faglig sparring.
Veteran Anders Elbeck
Veteraner er motiveret af arbejdet – ikke af lønnen
Samarbejdet med VELKOMMEN HJEM startede i 2017, da Jakob Riis besluttede, at Falck skulle være medlemsvirksomhed i VELKOMMEN HJEM. Samtidig meldte Falck en række dygtige erhvervsfolk ind som mulige mentorer for veteranerne, herunder ham selv. Og siden er det gået stærkt. Jakob Riis har indtil nu haft 5 veteraner gennem forløb, så han ved, hvad han taler om, når han bliver bedt om at beskrive veteranerne som en gruppe.
– Veteranerne er menneskeligt lige så forskellige, som alle os andre, men de er nemmere at møde, fordi deres referenceramme fra Forsvaret er så tydelig og ofte ret ens, forklarer han og fortsætter:
– Der er ikke nogen i Forsvaret, som uddannes uden at rollen i enheden er tydelig – så veteraner ved godt, hvordan det er at skabe værdi. De har valgt uddannelsen i Forsvaret, fordi de kan lide arbejdet – og ikke har haft lønnen som motivation. De har arbejdet med meget tydelige principper for opgaveløsning og tænker ofte i klare processer.
Vil gøre det mere attraktivt at vælge Forsvaret
Jakob Riis har netop afsluttet et forløb med veteran Anders Elbeck, der efter 10 år i Forsvaret – blandt andet i Frømandskorpset – ønskede at skifte til en civil karriere. Og det er netop mennesker som disse, som Jakob Riis med glæde hjælper videre – selvfølgelig til gavn for veteranen, men han ser det samtidig som en hjælp til Forsvaret.
– Jo bedre soldaterne er stillet den dag de forlader Forsvaret, jo mere attraktiv vil en militærkarriere være. Vi kan generelt blive meget bedre til at anerkende både de kompetencer veteranerne kan bringe i spil, men også at en overgang til civil karriere er et stort skifte for mange, forklarer han.
En geografisk fordel
Veteran Anders Elbeck er fra Thy, så fra start var der god kemi mellem mentor og mentee, eftersom Jakob Riis qua sin familiebaggrund har en forkærlighed for netop dette område af Danmark. Men den geografiske fordel er ikke årsagen til den meget positive oplevelse, som mentoren endnu en gang fik af en veteran, som i den grad har noget at tilbyde erhvervslivet.
– I årene i Forsvaret har jeg oparbejdet en forståelse og praktisk håndtering af risikovurdering, risikostyring, beslutningstagning under pres og strategisk planlægning. I tillæg har jeg analyseret komplekse og dynamiske situationer, identificeret potentielle trusler for effektivt at minimere risiko. Evnen til at arbejde struktureret, tænke klart i komplekse situation og samarbejde tæt med både teams og ledelser af forskellig kultur har været værdifuld. Disse kompetencer anvendes jeg i dag som rådgivning, fortæller Anders Elbeck.
De mange kompetencer er præcis det, som Jakob Riis fremhæver som et vigtigt aktiv i en civil sammenhæng.
– Anders har mange talenter og vil kunne skabe værdi på mange måder i det private erhvervsliv. Den største udfordring for ham bliver at vælge blandt de mange muligheder og holde fokus på de langsigtede mål, selv om der vil dukke fristelser op for at afsøge nye muligheder, slutter Jakob Riis om den nyeste men helt sikkert ikke sidste veteran, som mentoren har hjulpet godt gennem transitionen.
Dialogen med min mentor har været uundværlig. At få muligheden for at sparre og dele mine ideer og visioner med én, som har stor erfaring og indsigt i arbejdsmarkedet betyder, at jeg har kunnet arbejde mere målrettet, og få afklaret mine tvivlsspørgsmål hurtigt og effektivt. Samarbejdet har været en katalysator for, at jeg turde starte op som selvstændig.
Veteran Anders Elbeck