Veteranerne får mulighed for at kigge ind under motorhjelmen i erhvervslivet 

Udgivet d. 17. september 2026 af Velkommen Hjem

Rygraden i VELKOMMEN HJEM er det stærke mentorkorps, som frivilligt stiller op for veteranerne i overgangen mellem Forsvar og det civile liv. De giver veteranerne sparring, støtte, gode råd og ofte også netværk. En af disse fantastiske mentorer er Britta Korre Stenholt, CEO i STARK Danmark. Hun har indtil videre haft 5 veteraner godt igennem forløb og mentoren er hver gang blevet bekræftet i, at hun altid gerne vil ansætte en veteran. 

– Jeg har haft fem veteraner gennem forløb, og selv om alle veteraner er forskellige, møder jeg igen og igen nogle fælles kendetegn. De har en stærk ordentlighed, et solidt værdigrundlag og en høj grad af ansvarsfølelse. De er punktlige, respektfulde og meget loyale over for de mennesker, de arbejder sammen med. Derudover oplever jeg dem som passionerede mennesker, der er vant til at tage ansvar og gøre en forskel. Det er kvaliteter, som enhver virksomhed kan få glæde af, forklarer hun og fortsætter:

– Mange veteraner er dygtige ledere, men de mangler ofte erfaring med erhvervslivets mekanismer og kultur. Når de først får den forståelse og de rette perspektiver, er de som regel mere end i stand til selv at skabe deres vej videre, forklarer Britta Stenholt.

Veteranerne har stærke kompetencer og ofte et stort ledelsespotentiale, som erhvervslivet kan få glæde af.

Fra sort/hvid til en verden med flere nuancer

Britta Korre Stenholt oplever især, at veteranerne har brug for hjælp til at oversætte deres kompetencer og erfaringer til et sprog, som virksomheder forstår. 

– Mange af dem har stærke ledelses-, samarbejds- eller problemløsningsevner, men de kan have svært ved selv at sætte ord på dem i en erhvervsmæssig kontekst. Derudover har de ofte brug for hjælp til at forstå konteksten i erhvervslivet: Hvordan beslutninger træffes, hvilke hensyn der spiller ind, og hvordan organisationer fungerer i praksis. En af de ting, jeg ofte taler med veteranerne om, er, hvordan man navigerer i situationer, hvor svarene ikke altid er entydige. I Forsvaret er man vant til, at det hele er mere sort/hvidt. I erhvervslivet kan man opleve, at beslutninger påvirkes af mange forskellige hensyn, og at der ikke altid findes et enkelt rigtigt svar.

Veteranerne kommer fra en verden med klare roller, ansvar og kommandoveje. I virksomheder er virkeligheden ofte mere kompleks, og der kan være flere hensyn og interesser på spil samtidig.

Mit råd til andre mentorer er at fokusere på at give indsigt i, hvordan en virksomhed fungerer.

Når talent møder mulighed

At være mentor betyder typisk også, at man får et nært kendskab til et andet menneske. Derfor har Britta Korre Stenholt et lille lager af gode historier om oplevelser med veteranerne.

– Der er især én historie, som står særligt klart for mig, og det er historien om Toke, som i dag har en karriere i STARK. Da vores mentorforløb startede, sendte jeg ham ud for at følge forskellige medlemmer af vores ledelse for at få indblik i, hvordan en virksomhed og en forretning fungerer i praksis. Det gav ham mulighed for at kigge lidt ind under motorhjelmen i erhvervslivet. Undervejs mødte han en af vores regionsdirektører, og de to tog en dialog uden min indblanding. Regionsdirektøren så hurtigt nogle stærke kompetencer hos Toke og sammensatte et udviklingsforløb, hvor han fik erfaring fra flere forskellige roller. I dag er Toke en succesfuld trælastdirektør i vores forretning i Slagelse. Det er et godt eksempel på, hvad der kan ske, når talent møder mulighed, forklarer hun.

Det er berigende og lærerigt som mentor at møde mennesker med en hel anden baggrund end ens egen!

Nye perspektiver og kompetencer styrker virksomheden

Selv om Britta Korre Stenholt ikke selv var direkte involveret i ansættelsen af sin mentee hos STARK dengang, så er hun ikke i tvivl om, at hun til hver en tid vil invitere en veteran til en jobsamtale, også selv om veteranen naturligt nok ikke kommer med brancheerfaring. 

– Det, jeg først og fremmest ser efter, er deres værdier og moralske kompas. Vi har allerede flere veteraner ansat, og erfaringerne er meget positive. Vi tror på mangfoldighed, og det gælder også forskellige baggrunde og livserfaringer. Veteranerne bringer nogle perspektiver og kompetencer med sig, som styrker organisationen og bidrager positivt til vores kultur, forklarer hun.

Værsgo’ – et godt råd til alle veteraner!

Britta Korre Stenholt har til sidst et godt råd til veteraner, der står over for det identitetsskifte, som overgangen fra Forsvar til erhvervsliv også er.

– Mit råd er derfor at gå ind i overgangen med nysgerrighed. Stil spørgsmål, også de helt grundlæggende. Man skal ikke være bange for at virke ny eller uerfaren. Vi ved allerede, at veteranerne er dygtige inden for deres eget felt. Udfordringen er ikke kompetencerne, men at lære en ny verden at kende.

Det danske Forsvar og veteranerne løser en stor opgave på vegne af hele nationen. At engagere sig i VELKOMMEN HJEM som mentor er en mulighed for at give en lille smule tilbage.

Mentor Britta Korre Stenholt, CEO i STARK Danmark