Veteraner har teamwork helt ind i deres DNA … det kan jo være afgørende for deres overlevelse.

Udgivet d. 21. august 2025 af Velkommen Hjem

Tonny Heelsberg Pedersen, Director Marketing i Terma, har igennem flere år været mentor i VELKOMMEN HJEM, da han mener, ”at veteranerne fortjener at blive hjulpet godt videre, fordi mange af dem har sat livet på spil for at vi andre kan leve trygt herhjemme”. Mentoren har netop hjulpet en veteran videre igennem et forløb, som også denne gang resulterede i et godt job til veteranen – ikke i det private erhvervsliv, men i en ønskestilling i Forsvarskommandoen. Vi har spurgt mentoren, hvad der adskiller veteraner fra andre jobansøgere, hvad de på positiv-siden får med fra Forsvaret og hvordan han støtter veteranerne i deres transition.  

Som mentor kommer du tæt på veteranerne. Hvordan adskiller de sig fra civile ansøgere?

– Veteraner er selvfølgelig meget forskellige og har hver deres kompetencesæt, men der er alligevel nogle fællestræk. De har oftest teamwork helt ind i deres DNA. De har på øvelser oplevet, at opgaven ikke kan løses uden at samarbejde som et hold – og på missioner har det i nogle tilfælde været afgørende for deres overlevelse. Men jeg vil især fremhæve tre ting, som veteranerne får med, når de uddanner sig i Forsvaret, og som er en fordel i forhold til en videre karriere på civil grund.

1. Kombination af teori og praksis. Uddannelserne i Forsvaret er oftest vekselvirkning mellem teori og praksis. Oftest tilrettelagt på en måde så teorien bliver direkte omsat til praksis inden for meget kort tid, hvilket giver en unik indlæring.

2. De lærer sig selv at kende bedre end de fleste. De fleste soldater bliver under uddannelse presset i situationer, så de får unikt indblik i deres egne grænser og evner.

3. Lederuddannelserne i Forsvaret giver unge mennesker ansvar for andre mennesker i en ung alder. Både befalingsmænd og officerer får under kyndig vejledning erfaring med at lede andre i mange forskellige sammenhænge.

Du har netop afsluttet et forløb med en veteran, der ønsker at være anonym. 

På hvilken måde har du konkret hjulpet her?

– Jeg håber at jeg har bidraget til, at denne veteran har fået afklaring på sin egen motivation. Spørgsmål som, hvorfor veteranen ønskede at søge et civilt job, og hvilke forventninger der var i forbindelse med den beslutning, har været centrale. Jeg har desuden givet sparring på de konkrete praktiske ting, fx tilretning af CV, så det appellerer til en civil arbejdsgiver samt hjulpet med forberedelse på samtaleforløb, tests, mv. og sidst, men ikke mindst har vi haft en del samtaler om prioriteringer. Jeg tror, at det har været vigtigt for denne veteran at blive afklaret på balancering af elementer som jobindhold, udfordringer, familieliv, lønniveau og oplevelsen af at kunne gøre en forskel. 

Samarbejdet med min mentor var intet mindre end fantastisk. Min mentor var utrolig kompetent, lyttende og imødekommende. Tonny havde en stærk indsigt i erhvervslivet og en god forståelse for, hvad virksomheder leder efter i en medarbejder. Samtidig mødte han mig i øjenhøjde og skabte et rum, hvor jeg kunne tale åbent om mine tvivl og ambitioner.

Anonym veteran

Mentor Tonny Heelsberg Pedersen

Hvilke faglige og personlige kompetencer og styrker fra Forsvaret kunne bringes positivt kunne bringe i spil i jobsøgningen.

– Denne veteran har en helt unik kompetence i at analysere komplekse forhold og omsætte analysen til indsigter og anbefalinger til Forsvarets øverste ledelse og det politiske niveau. Derudover er veteranen en naturlig og dygtig formidler – og det er en kompetence, der kan bruges i stort set alle virksomheder. Og endelig er der veteranens mange års ledelseserfaring på forskellige niveauer. Også denne kompetence kan overføres direkte til civile virksomheder.

Nu kan du glæde dig over, at din veteran landede i et godt job, men hvad har overrasket dig mest i forløbet?

– Jeg har været overrasket over den ydmyghed, som veteranen har vist gennem hele forløbet på trods af, at denne person er en superintelligent og veluddannet officer med mange års erfaring. Alligevel har veteranen hele vejen igennem udvist stor taknemmelighed og seriøsitet i vores samarbejde.

Jeg er landet i en stilling i Forsvarskommandoen, hvilket måske lyder paradoksalt, men under forløbet fik jeg øje på nye muligheder i den militære struktur, hvor jeg kunne bringe mine erfaringer i spil på en anden måde end tidligere. Det føles som det rigtige valg – og som et bevidst valg.

Anonym veteran