Søsatte en plan for hele familien i stedet for at følge sin egen kurs alene

Udgivet d. 20. marts 2021 af Velkommen Hjem

Veteran Steffen Clayton Hansen var afsted knap 200 dage om året som sejlende i Søværnet. Det ville for ham have været fantastisk, hvis familielivet havde været til det. Men han indså, at der skulle et civilt job til at gøre fire personer lykkelige i stedet for kun en, der bare godt kunne lide sit job i Forsvaret. Derfor søgte han væk fra Forsvaret og en militærkarriere på fuld skrue efter knap 19 år og to udsendelser. Han kom med i VELKOMMEN HJEM og fik her hjælp fra en af foreningens dygtige mentorer, Lars Ingmann, Director i Ørsted. Samarbejdet resulterede i indtil flere samtaler og til sidst i et drømmejob hos Ørsted som Senior Maritime Specialist.

Det kan være svært både af få tid til familien og samtidig dyrke militærkarrieren med alt, hvad det kræver, når man som Steffen er meget ambitiøs. Han er blandt andet uddannet civilpilot og har senere taget uddannelsen som skibsfører i Forsvaret. Han har også en bachelor i Sømilitær Ledelse & Operationer og en HD i International Business fra CBS. Han er uddannet Taktisk Officer med grad af Kaptajnløjtnant. Han har været udsendt til MALI som efterretningsofficer i FN og som Battle Watch Captain i NATOs maritime hovedkvarter i London og sluttede sin karriere i Forsvaret som Chef for træningssektionen ved Søværnets Center for Våben.

– Jeg stortrivedes i mit job i Forsvaret og leverede solide resultater. Så hvorfor skulle jeg give det op? Ville det ikke være nemmere at få familielivet til, at lykkes på en anden måde, når man nu var så forelsket i ens arbejdsplads, forklarer Steffen om de tanker, der gik gennem hans hoved, før han tog springet væk fra Forsvaret, siger Steffen Clayton og forklarer desuden:

– Det er vigtigt for mig at understrege, at jeg ikke havde det skidt i Forsvaret. Jeg har haft nogle situationer, som systemet ikke kunne håndtere, og lige præcis i min situation har der været flere at tage hensyn til på hjemmefronten, som samlet set har gjort, at jeg begyndte at kigge et andet sted. Men jeg var ikke helt skarp på, hvad det var jeg ville, og hvad for en proces, jeg havde kastet mig ud i, før VELKOMMEN HJEM kom på banen. Jeg havde en ide om, hvilken sektor jeg gerne ville i, men det var også det, siger Steffen.

Steffen Clayton Hansen, veteran

Drømmejobbet eller ingenting

En tidligere soldaterkollega fortalte Steffen om VELKOMMEN HJEM. Han kontaktede foreningen og kom hurtigt med i et forløb. 

– Jeg var så heldig at komme med på det næste kickoff ikke længe efter, at jeg havde taget kontakt til foreningen. VELKOMMEN HJEM evnede at omsætte min mavefornemmelse, og alle de tanker jeg havde, til noget konkret og noget, jeg kunne handle efter. For eksempel at sætte ord på mine værdier og få dem prioriteret – og at sætte gang i en refleksionsproces, som muliggjorde, at jeg tænkte dybere over mine egne behov. Det helt afgørende var, at jeg fandt ud af, at jeg elskede jo ikke Forsvaret som sådan (omend det er en fed arbejdsplads, når det kører) – jeg elskede at levere resultater inden for noget, jeg havde passion omkring. Men det betyder jo ikke, at man ikke også kan gøre det andre steder. Det har drevet mig i en jobsøgning, der udelukkende er baseret på ideologi. Og det har gjort mig helt skarp på, at jeg ligesom havde aftjent min værnepligt, og jeg var på vej imod noget nyt, der i højere grad kunne facilitere det, jeg søger i mit næste karriereskridt. Og det skulle være drømmejobbet, fortæller Steffen. 

Fik udformet et skarpt CV og ansøgning

Som et fast led i et forløb, bliver veteranen matchet med en mentor. Steffen blev matchet med Lars Ingmann, der udover at være mentor i VELKOMMEN HJEM, også er Director hos Ørsted. 

– Min mentor var et perfekt match. Han er tidligere teknisk officer fra søværnet og ansat i Ørsted. Han vidste nøjagtigt, hvad det var det var for nogle processer, jeg havde været igennem, og hvordan man skaber nogle bånd i Forsvaret, som kan være svære at bryde, da de er unikke for netop for den virksomhed. Han havde tidligere arbejdet med HR, hvilket gjorde, at han var meget konkret i forhold til CV og ansøgning. Det var en kæmpe hjælp. CV og ansøgning fik vi ret hurtigt på plads, så det stod skarpt. Og det virkede, fortæller Steffen og tilføjer:

– Ørsted var en af de virksomheder, som jeg ret hurtigt vidste, ville være en absolut topkandidat til drømmejobbet. Min mentor fandt hurtigt et par stillinger, som han fortalte lidt om, og som jeg derefter søgte. Jeg kom til samtale til den ene og fik en flot anden plads. Men gængs for alle tilbagemeldinger var, at CV og ansøgning var som det skulle være, og at jeg faktisk også gjorde det godt til samtaler, som min mentor også havde coachet mig lidt i. Det gik faktisk så godt, at jeg samlet set har været til 5 anden runde samtaler på forskellige jobs og en enkelt første runde. Fælles for alle samtalerne er, at feedback på CV, ansøgning og samtale har været meget positive. 

Tålmodighed øger chancerne for succes, trivsel og en videre karriere 

Mentor Lars Ingemann er selv tidligere officer fra Forsvaret og ved derfor også, at der er rigtige dygtige kandidater, som kan gøre gavn i civile virksomheder. Han har samtidig også selv erfaret, at overgangen til det civile kan kræve et perspektivskift i forhold til, hvad der forventes, og kan i den grad gøre en forskel ved at hjælpe veteranerne, hvilket ”de i den grad fortjener for deres indsats”, ifølge Lars Ingmann. Det gælder også hans egen mentée, som til mentors glæde har landet et job hos Ørsted. 

– Som officer fra Søværnet er der jo ingen tvivl om, at Steffen har nogle væsentlige maritime kompetencer, som Ørsted nu kommer til at få glæde af inden for Offshore Vind branchen. Samtidig er der heller ingen tvivl om, at man som officer har en stærk, grundlæggende basis for ledelse som, hvis den konverteres rigtigt til civile perspektiver, er meget gavnlige, forklarer Lars Ingmann og fortæller om samarbejdet: 

– Det har været en længere proces end Steffen havde sat sig som mål. Vi blev lidt mere kritiske i forhold til, hvad hans skulle ’ud i’ efter at talt sammen i starten med det formål at få ham rigtigt afsted. Men hele vejen igennem samarbejdet har det været en positiv oplevelse. Dette skyldes Steffens generelt positive indstilling og villighed til at lytte og tage imod råd, og resultatet er jo rigtig godt. Jeg har lært om Steffen, at han absolut ikke er bange for at fortælle om sine svage sider. Dette giver et meget stærkere billede af hans stærke sider. På den måde har Steffen spillet mig godt som hans mentor i det, jeg personligt gerne ville hjælpe ham i et job, hvor han kan få sine stærke sider i spil, siger Lars Ingmann og uddyber:

– I min rolle som mentor går jeg meget op i at få kandidater ud i job, hvor de kan blive en succes. En ting er processen, hvis man er uden job, for så handler det for de fleste om at få et job af økonomiske årsager. Men når man som veteran allerede har et godt job, som man vil skifte fra, så handler det mere om at få et job, hvor man kan få succes. For alternativet er, at man enten vil videre efter et halvt til et helt år eller bliver afskediget. Så min første dialog med mentees handler altid om at forstå, hvad der trigger dem arbejdsmæssigt, og hvad de selv synes, de er virkelig gode til. Hvis man er tålmodig og finder et job inden for de rammer, så er chancerne for succes, trivsel og en videre karriere meget større.

Lars Ingmann, mentor

Det umulige blev muligt med hjælp fra foreningen

På spørgsmålet om, hvad det har betydet for Steffen at komme med i et forløb i VELKOMMEN HJEM svarer han, at det har været helt afgørende for, det job han har landet i dag, og for familiefredens skyld.  

– Mit forløb i VELKOMMEN HJEM har betydet alt. Det har virkelig gjort det umulige muligt. Selv om man kan nøjagtigt det samme, uanset hvordan ens CV ser ud, så er det den disciplin, der er afgørende for, om man kommer ind eller ej – og sådan er det bare.

Jeg er gået fra at være afsted på sejlads, vagt og udsendelse i op imod 200 dage året (hvilket kan være fantastisk, når familielivet er til det), til at have landet et drømmejob hos Ørsted. De har den helt rigtige ideologi og nogle fantastiske rammer rent geografisk og i forhold til de personlige vilkår. Det har fået et direkte afkast på hjemmefronten, og den ændring har gjort 4 personer lykkelige, i stedet for 1, der bare godt kunne lide sit job i Forsvaret, slutter den tilfredse familiefar, veteran og nu Senior Martime Specialist.

Den korte soldaterhistorie om veteran Steffen Clayton

Steffen startede som værnepligtig i Flyvevåbnet i 2001, som en del af Stinger uddannelsen i jordbaseret luftforsvar og blev i den proces fundet egnet til værnepligtig sergent. Her startede i efteråret 2001 som sergentelev i Flyvevåbnet og blev der indtil efteråret 2003.
Steffen Clayton var ikke i tvivl om, at han skulle være officer, men følte sig endnu ikke klar til det, så han vendte tilbage til sit gamle arbejde som håndværker for at spare penge op til 1,5 år rejse i Australien i 2004/2005, hvor han blandt andet arbejde på en en rejetrawler båd i knap 6 måneder. Herefter tog han på pilotskole i Florida.
I 2007 blev han optaget på Søværnets Officersskole og udnævnt til Taktisk Officer med grad af Premierløjtnant i 2013 og fik en bachelor i Sømilitær ledelse og operationer. Steffen Claytons første job i Søværnet var som Navigationsofficer (1. styrmand) på den nyeste, største og mest teknisk avanceret enhed, der nogensinde havde været i Søværnet – Fregatten HDMS NIELS JUEL. Efter knap 2 år i den stilling, blev han Dæksofficer, som er en tungere ledelsesmæssig post og mere teknisk i sin udformning.
I 2017 blev han udsendt første gang – til MALI som efterretningsofficer i FN sammen med Hærens efterretnings center (HEC). Han kom tilbage til Danmark 6 måneder senere, men nåede kun at være på dansk grund i 36 timer, så afmønstrede han med NIELS JUEL til et træningskursus i England, hvor han blev certificeret efter internationale standarder, og målt på kampeffektivitet i hele konfliktspektret. Herefter fløj han tilbage til Danmark, hvor han blev i 5 uger sammen med sin nyfødte søn og afsluttede sin HD i International Business ved CBS.
Herefter forsatte han som dæksofficer på NIELS JUEL frem til august 2018, hvor Steffen Clayton tog på sin 2. udsendelse som Battle Watch Captain i NATOs maritime hovedkvarter i Northwood, London.
Efter hjemkomst ultimo 2018 startede han primo 2019 ved Søværnets Center for Våben, først som leder af planlægningselementet og derefter avancerede han til chef for træningssektionen.