Nikolaj fik hjælp til at hjælpe sig selv
Udgivet d. 26. august 2026 af Velkommen Hjem
Historien om Nikolaj Bjørnlund er en, som mange soldater og mentorer i VELKOMMEN HJEM kan nikke genkendende til. Efter omkring 10 år i Forsvaret havde Nikolaj et ønske om at skifte uniformen ud med civilt arbejdstøj, men han havde svært ved at afkode spillereglerne i den civile verden og var i tvivl om, hvordan han skulle sælge sine militære erfaringer til en ny arbejdsgiver.
Derfor tog Nikolaj fat i VELKOMMEN HJEM og blev sat sammen med en af vores erfarne mentorer, Lars Dich-Johansen. I dag er Lars asfaltdirektør i virksomheden COLAS, men han er også selv veteran og har stået i samme situation som Nikolaj. Derfor kunne Lars sparre med Nikolaj i forhold til at sætte ord på kompetencerne og hjælpe ham godt videre i karrieren. Efter et givende mentorforløb er Nikolaj blevet ansat i Fujifilm, hvor han kommer til at få stor glæde af mange af de ting, han tog med sig i værktøjskassen fra Forsvaret.
Brug for hjælp til at aflæse kravene
Som Nikolaj forklarer, havde han mest af alt brug for en tur gennem den civile øvelsesbane, så hans kvaliteter og mangeårige erfaringer fra Forsvaret stod skarpt og appellerede til mulige arbejdsgivere:
– Jeg håbede i virkeligheden på, at VELKOMMEN HJEM kunne hjælpe mig med at hjælpe mig selv og gøre mig i stand til at fokusere på de rigtige områder i min profil. Og så håbede jeg på, at VELKOMMEN HJEM kunne lære mig, hvordan jeg kommunikerer og omsætter mine evner til et civilt sprog. Endelig havde jeg et stort ønske om at få udvidet mit netværk.
Som mentor har Lars haft dialog og sparring med flere soldater, og han har altså selv foretaget et karriereskifte over i det civile. Lars er enig i Nikolajs vurdering:
– Nikolajs største udfordring var afkodning af stillingsopslag og sammenkoblingen med egne færdigheder. Samtidig havde han brug for at skabe en fortælling om sine egne kvalifikationer i forhold til de krav, som virksomhederne efterspurgte.
Soldater tænder på forandring
Ifølge Lars er det typisk for soldater, at de kan have svært ved at forstå det sprog og de regler, der gælder på det civile arbejdsmarked. Det bliver til gengæld opvejet af et stort ønske om at ryste posen og få en ny start:
– Soldaterne kan godt have svært ved at omformulere militære kompetencer til det civile arbejdsmarked og også have brug for hjælp til at oversætte, hvad de civile virksomheder reelt efterspørger. Men samtidig er de jo højt motiverede for personlig udvikling og jagter skiftet på grund af et stort ønske om forandring.
Lars fortæller også, at soldaterne typisk er meget selvstændige og ansvarsbevidste, da man både lærer at tage hånd om sig selv og tænke på fællesskabet. Samtidig er soldater mødestabile og pligtopfyldende, og det er Nikolaj også et godt eksempel på.
Sammen havde Nikolaj og Lars nogle gode snakke om Nikolajs kompetencer, og hvordan de kunne kobles op på de stillingsopslag, der var i spil. De diskuterede også et tidligere ansættelsesforløb, som ikke kom helt i mål, og gennemgik jobsamtalen og hele processen samt hvad der kunne bruges i det videre forløb.
I løbet af forløbet med Lars fik Nikolaj opfyldt alle de ønsker, han gik ind med, og ser tilbage på samtalerne med stor tilfredshed:
– Jeg oplevede en dygtig sparringspartner, som var god til at få mig til at konkretisere mine tanker og ønsker. Lars var en engageret mentor, og han var altid til rådighed. Lars hjalp mig både med mit CV og klædte mig godt på til jobinterviews. Samtidig åbnede han for et kæmpestort netværk og en række kaffesamtaler, og det var netop en af de ting, jeg følte, jeg havde brug for.
Nikolaj fandt nyt lederjob, der matcher hans profil
På den anden side af bordet er Lars også glad for forløbet og meget tilfreds med, hvor hurtigt Nikolaj har fundet et nyt job, der virker som det helt rigtige for ham. Lars forklarer:
– Nikolaj og jeg fandt hurtigt en god kemi og fortrolighed. Vi havde en åben og ærlig dialog, hvor Nikolaj var god til at reflektere. Og så fik han på kort tid skabt interesse for sin profil og landet et job. Det hele gik faktisk meget hurtigere, end jeg havde forventet.
Som Lars fortæller, er Nikolaj blevet ansat i Fujifilm, hvor han arbejder som Associate Manager og produktionsleder inden for området manufacturing – en stilling, hvor han bruger mange af de kompetencer, han lærte i Forsvaret. Ikke mindst evnen til at tilpasse sig og lære hurtigt. Nikolaj sætter selv nogle ord på jobbet:
– I mit nye job kan jeg bruge rigtig mange af mine ledelsesmæssige kompetencer fra Forsvaret, da jeg får flere medarbejdere under mig med mange opgaver, der skal løses. Samtidig kommer min omstillingsparathed fra militæret helt sikkert til at hjælpe mig meget. Når jeg starter et nyt sted, møder jeg naturligvis mange opgaver og processer, jeg ikke kender til. Fujifilm er en stor virksomhed, og i en stor organisation kræver det god kommunikation. Så det er bestemt også noget, jeg tager med videre fra Forsvaret.
Som Lars forklarer, er det vigtigt, at de mennesker, som har valgt at yde et bidrag for Forsvaret og for Danmark også får støtte, hvis de ønsker at komme videre i deres karriere og privatliv. Det gavner i virkeligheden alle parter og hele det danske samfund:
– Hvis vi som mentorer får skabt en god oplevelse og overgang for soldater, oplever jeg, at det skaber en masse god omtale fra den enkelte mentee. Det fortæller en historie om, at hvis man starter sin karriere i Forsvaret, så giver det mange flere muligheder, end man ellers skulle tro.
Den korte soldaterhistorie om Nikola
- 2014-2015: Værnepligtig i Den Kongelige Livgarde
- 2015-2016: Hærens Sergentskole
- 2016: Sergent i Den Kongelige Livgarde, herunder gruppefører, delingssergent og næstkommanderende deling
- 2018-2020: Begynder sideløbende at læse en akademiuddannelse i ledelse
- 2021-2023: Starter på løjtnantsskolen i Slagelse og indtræder efterfølgende på Hærens Officersskole
- 2024: Starter som premierløjtnant – delingsfører i Den Kongelige Livgarde
Stillinger i officersgraden: Delingsfører, uddannelsesstøtteofficer, fungerende næstkommanderende kompagni


