Lidt hjælp til oversættelse og et lille boost af selvtilliden, så kørte jobsøgningen på skinner.

Udgivet d. 23. marts 2022 af Velkommen Hjem

Veteran Jesper Hylstrup er oversergent og har to udsendelser bag sig til henholdsvis Irak og Afghanistan. Derudover har han taget en bachelor som Katastrofe- og Risikomanager. Umiddelbart et stærkt udgangspunkt, men da Jesper forlod Forsvaret, manglede han værktøjerne til at klare sig på jobsøgningsmarkedet. Dem fik han gennem VELKOMMEN HJEM og mentor Bodil Egede-Lassen. Efter en meget kort søgeproces landede han ønskejobbet. Ifølge Jesper takket være hans forløb i foreningen, mens mentor mener, at hendes rolle har været meget lille, fordi Jesper allerede havde ”alt det, der skal til for at få et godt, civilt job”. 

Jesper forlod Forsvaret, fordi han havde fået opfyldt sine personlige mål med at være soldat. Nu var han nysgerrig efter at se, hvad der var af muligheder på den anden side af hegnet. Han valgte at gøre overgangen mindre brat ved først at tage en civil uddannelse.

– Jeg havde en stor portion CU sparet op, som jeg også gerne ville bruge. Den konverterede jeg til en uddannelse som Katastrofe- og Risikomanager. Det var en rigtig fin omstilling for mig at gå fra Forsvaret og så tage en bacheloruddannelse. Det var en glidende og “blød” transition til det civile liv. Men da jeg var færdiguddannet, gik det op for mig, at jeg slet ikke havde de værktøjer, jeg skulle bruge for at klare mig på jobsøgningsmarkedet. Jeg havde været soldat, siden jeg afsluttede gymnasiet og havde aldrig skullet forholde mig til CV, jobsøgning osv. Der var jeg helt på bar bund, fortæller Jesper, der i den forbindelse hørte om VELKOMMEN HJEM gennem gamle kollegaer, som selv havde været igennem foreningens forløb.

– Men det tog mig faktisk lidt tid at indse, at det var den hjælp, jeg havde brug for. Jeg følte mig i starten ret sikker på, at jeg godt kunne klare det selv, men det gik langsomt op for mig, at der skulle noget mere kvalificeret assistance til. Derfor søgte jeg en plads i et forløb hos VELKOMMEN HJEM, fortæller Jesper.

Jesper Hylstrup, veteran

Kort proces frem for “learning by fucking up”

De fleste veteraner i et forløb i VELKOMMEN HJEM får deres egen mentor, som i seks måneder guider, hjælper og støtter dem i transitionen. Jesper blev til hans store glæde matchet med en af foreningens dygtige og erfarne mentorer, Bodil Egede-Lassen, der til daglig er Senior HR Business Partner i DSB.  

– Det har været en kæmpe øjenåbner for mig at være en del af VELKOMMEN HJEM. Jeg havde overhovedet ikke indblik i, hvor kompliceret og konkurrencepræget rekrutteringsverdenen kan se ud. Men det var også lidt demotiverende i en periode. Jeg følte, at jeg havde meget at lære i starten, og at det var lidt op ad bakke, men heldigvis, så blev jeg parret op med en super god mentor, siger han og fortsætter:  

– Jeg har været rigtig heldig, at jeg ikke var jobsøgende ret længe efter, at vi begyndte vores partnerskab. De ansøgninger, som jeg sendte afsted, blev virkelig skarpe, efter de var blev gennemset af Bodil, så jeg havde en rigtig god fornemmelse. Jeg tror, at jeg sendte tre til fire ansøgninger, før jeg kom til samtale, og jeg fik jobbet på første samtale, så min proces har heldigvis ikke været så lang. Men det havde den uden tvivl været, hvis ikke jeg havde været en del af så skarpt et program, som VELKOMMEN HJEM er. Så havde jeg formentlig været i en meget lang proces med “learning by fucking up”.

En hidtil ukendt erhvervsgruppe 

Bodil Egede-Lassen er fast mentor i foreningen. Hun har fra tidligere erfaringer med karriereudvikling og bliver samtidig motiveret af at hjælpe andre.

– Jeg har tidligere i mit arbejdsliv arbejdet med karriererådgivning og har altid fundet det meningsfuldt og motiverende at få andre til at se og forstå deres kompetencer og potentiale. At være sparringspartner, rådgiver og coach har altid været en del af mit arbejdsliv, og jeg bliver meget motiveret af at hjælpe andre til indsigt, nysgerrighed og handlekraft. Så da jeg fra kolleger i DSB hørte om muligheden for at arbejde på denne måde med en for mig helt ukendt erhvervsgruppe, søgte jeg om at blive mentor. Militæret er et helt ukendt land for mig, men jeg er altid nysgerrig på disse ’parallel-verdener’, siger Bodil Egede-Lassen.

Bodil Egede-Lassen, mentor

Særklasse i ledelse af mennesker

Bodil Egede-Lassen fremhæver især veteranerne generelt for deres dygtighed indenfor ledelse. Blandt andet oplever hun, at der i DSB er en del dygtige ledere, som netop har en militær baggrund. 

– Jeg har altid været imponeret over militærfolks kompetencer med hensyn til leadership. Det, at du starter tidligt i livet som leder og selv hurtigt skal lede andre unge, giver en erfaring og rutine i ledelse af mennesker, som er i særklasse. Bagsiden af medaljen er, at proportionerne kan være svære at omsætte til det civile liv. På et kontor er der ingen, der bliver såret fysisk eller dør, hvis der tages en forkert beslutning, siger Bodil Egede-Lassen og fortæller, at hendes rolle i forhold til at være mentor for en dygtig veteran som Jesper var meget lille. 

– Jeg oplevede, at min væsentligste opgave i samarbejdet med Jesper var at oversætte hans kompetencer og erfaring til det civile livs sprog og forståelse. Jesper er fagligt dygtig, menneskelig moden og sympatisk, så det var meget begrænset, hvad jeg kunne bidrage med – udover lidt oversættelse og måske lidt bekræftelse i, at han har alt det, der skal til for at få et godt civilt job.

Landede i et ikke-stillesiddende kontorjob

Jesper fik et ønskejob i skatteministeriets koncern som sikkerhedskonsulent, hvor han nu arbejder med implementeringen af et nyt sikkerheds- og evakueringskoncept, som i de kommende år skal udrulles på alle skatteministeriets adresser. Et job, der således kræver mobilitet.

– Jeg er en del af et mindre team, som rejser meget rundt i hele landet, da SKAT har rigtig mange underliggende styrelser. Der er hele tiden nye sikkerhedsbehov, som skal håndteres, og jeg er vildt glad for det. Jeg frygtede meget, at jeg ville lande i et kontorjob, hvor jeg var låst fast foran en computer hele dagen. Dette her job giver meget fleksibilitet til også at rejse rundt og komme ud i hele landet, hvilket jeg sætter enormt stor pris på, slutter Jesper Hylstrup.

Den korte soldaterhistorie om veteran Jesper Hylstrup

2004 Startede på sergentskolen og blev efterfølgende sergent og gruppefører i Garderhusarregimentet i Slagelse. 

2006-2007 Udsendet til Irak på hold 8. Var afsted med spejdereskadronen, som gruppefører for en lille spejdergruppe på 6 mand med ansvarsområde nord for Basra i det sydlige Irak. Gruppen boede i lejren Camp Danevang og varetog varierede opgaver:

* Eskortekørsel for alle de store logistik-kolonner, der transporterede materiel fra Kuwait og op til Baghdad:

* Jagt på smuglere på grænsen mellem Iran og Irak, hvor det meste af udrustningen og våbnene til oprørerne blev smuglet ind. 

* Beskyttelsesopgaver for CIMIC, når de inspicerede diverse projekter. 

* Træning af irakiske tropper og så en del operationer, hvor vi slog til mod bekræftede tilholdssteder for oprørere. 

2012 Udsendt til Afghanistan som efterretningsbefalingsmand. Denne rolle var mere tilbagetrukket end Jesper Hylstrup havde oplevet i Irak, hvor han i front var den, der blev skudt efter. Men denne gang føltes jobbet mere krævende på grund af det store ansvar, der fulgte med opgaverne. Jesper Hylstrup skulle blandt andet briefe grupperne og delingerne, når de skulle ud og dermed sikre, at de fik et så godt indblik i fjendens formodede handlemuligheder som overhovedet muligt – herunder ”hvor han forventedes at skyde fra, hvor mange de kunne forvente, hvad for nogle våben de kunne møde og hvor der var vejsidebomber gravet ned”. 

Derudover stod han for overvågning af droner og andre elektroniske hjælpemidler, som kunne afsløre detaljer om fjendens SOP’er.