Landede stærkt i byggebranchen – solidt baseret på mange års erfaringer
Udgivet d. 4. november 2025 af Velkommen Hjem
Da veteran Michael Amtsbiller stod foran afslutningen på sin tid i Arktisk Kommando i Grønland, begyndte tankerne om næste kapitel at melde sig. En tilfældig samtale blev begyndelsen på et forløb, hvor Michael fik nye indsigter, afklaring og troen på egne evner. Gennem VELKOMMEN HJEM og med støtte fra mentor Steen Hasselbalch, Corporate Vice President i Novo Nordisk, fandt han klarhed, retning – og drømmejobbet hos MT Højgaard. Læs her om et forløb, der minder os om, at nye begyndelser ikke handler om at starte forfra, men om at bygge videre på det, man allerede har med sig.
Under en samtale med en kollega på en restaurant i Grønland blev Michael gjort opmærksom på VELKOMMEN HJEM… og det var for ham perfekt timing.
– Spørgsmålet om, hvad min fremtid skulle bringe, begyndte, da jeg nærmede mig slutningen af min udstationering. Jeg hørte i den forbindelse, at VELKOMMEN HJEM var noget særligt, og omtalen var enorm positiv. Derfor kontaktede jeg foreningen, forklarer Michael, der kort tid efter under et besøg i Danmark mødtes med Helene Djursø, leder af VELKOMMEN HJEM.
– Allerede dér kunne jeg mærke den energi, der bliver lagt i at hjælpe andre som mig til at få klarhed og skabe den rigtige ramme omkring en meningsfuld fremtid.
En hjælp at høre andres historier
Da Michael flyttede tilbage til Danmark, kom han med i et af foreningens forløb, som altid starter med to dages kickoff, hvor veteranerne får ny viden, masser af inspiration og netværk – og hvor både erhvervsfolk gennem foredrag og veteraner med hinanden deler deres personlige fortællinger. Denne gang blev kickoff afholdt hos en af VELKOMMEN HJEMs engagerede medlemsvirksomheder, Hempel.
– Det var to intense dage, som i den grad satte endnu mere gang i processen og samtidig gav mig det rette afsæt til at søge det rigtige job. For mit vedkommende var det en enorm inspiration at høre fortællingerne fra de foredragsholdere, som var med ved arrangementet, forklarer Michael.
Det var selve det, at få mulighed for at arbejde med sig selv, reflektere over kompetencerne og så den nye tro på, at de erfaringer, som Michael havde med sig både fra Forsvaret og fra de otte års pause fra Forsvaret, hvor han arbejde i erhvervslivet, ville kunne omsættes til værdi i det civile. Det blev drivkraften for Michael til at gå i gang med selve jobsøgningsprocessen.
– At arbejde med sig selv var alt sammen en krævende, kognitiv proces, men kickoff efterlod mig med endnu mere energi og en stærk tro på, at jeg kunne finde det rigtige job i den branche, som jeg søgte i retning af.
Mentor bygger bro mellem Forsvar og erhvervsliv
Efter kickoff fik Michael tildelt sin egen mentor – Steen Hasselbalch, Corporate Vice President i Novo Nordisk, der er en erfaren mentor og leder med en solid forståelse for både det militære og det civile arbejdsmarked.
– Jeg har gennem hele livet følt mig tæt tilknyttet til Forsvaret – som søn af en linjeofficer, og selv som reserveofficer, hvor jeg dog var mest aktiv gennem 90’erne. Derudover har jeg gennem mine mange år hos Novo Nordisk haft stor fornøjelse af at arbejde tæt sammen med kolleger, der har haft en baggrund fra Forsvaret. Det gjorde, at jeg fra første dag følte, at et bidrag til VELKOMMEN HJEM var lige mig, forklarer Steen Hasselbalch, der fremhæver, at en vigtig del af mentorrollen handler om at kunne skabe et fælles sprog mellem de to verdener:
– Det er som regel en stor hjælp at kunne oversætte begreber og opgaver i et civilt job til noget tilsvarende i Forsvaret. Det kræver, at mentoren kan tale ”samme sprog”, siger Steen Hasselbalch og fortsætter:
– Jeg har også kunnet fortælle mine mentees om flere tilfælde, hvor en veteran har fundet en rolle uden for Forsvaret med succes. Det kan give veteranerne lidt mere selvtillid og tro på, at der findes et godt, meningsfyldt job i det civile.
Stærk kombination af ydmyghed og afklarethed
Mentorrollen handler for mange af foreningens mentorer om mere end at hjælpe veteraner ind i nye stillinger. Særligt for Steen Hasselbalch handler det også om at sikre, at veteranerne igen finder en mening, der føles lige så væsentlig som den, de fandt i Forsvaret:
- Veteranerne kommer fra et job med et formål og som baserer sig på personlige værdier. Derfor tror jeg, at det er vigtigt for veteranerne, at de kan finde et godt formål og en mening med deres kommende rolle i det civile, siger Steen Hasselbalch, der ofte oplever, at veteranernes tilgang og værdier får dem til at skille sig ud i en ansøgningsproces:
- Generelt er veteranerne ydmyge i forhold til det faglige i en ny rolle, men også afklaret og bevidst om at kunne udfylde rollen som leder, hvor flere veteraner står rigtig stærkt. Den ydmyghed og afklarethed tænker jeg er rigtig positiv.
En skæv, men interessant profil
Ikke to mentorforløb ligner hinanden, men fælles for dem er, at veteranen altid lærer noget nyt og oftest får mentor også noget nyt med hjem. Sådan var det også for Michael og Steen Hasselbalch, der er enige om, at forløbet fra starten var både effektivt og givende.
– Michael har en interessant og lidt ’skæv’ profil, så vi kunne øve en samtalesituation, hvor han blev udfordret på sin historie og valg gennem karrieren. Det tænker jeg var god træning – for os begge, fortæller Steen Hasselbalch.
For Michael blev mentorskabet præcis den støtte, han havde brug for i processen, og han fik de værktøjer med sig undervejs, som skulle til for at skære både retning, CV og ansøgninger til.
– Steen gav mig præcis guidens, som hjalp mig til at fokusere anderledes, end jeg hidtil har gjort i processen, både angående ansøgning og jobsamtale. Det gav mig blandt andet bedre værktøjer til at afvige fra den plan, som jeg havde lagt forud for ansættelsessamtaler og til at blive mere skarp og præcis, siger Michael, der især fremhæver den indsigt, han fik gennem Steen Hasselbalchs mange års erhvervserfaring i det civile:
– Det, at have en, at kunne få råd og sparring fra en, som har stor erfaring fra erhvervslivet med ansættelsesprocesser, er en uvurderlig hjælp. Jeg kan kun takke Steen for hjælpen og tiden i forløbet.
Et solidt fundament at bygge videre på
Mentorforløbet mellem Michael og Steen Hasselbalch resulterede i, at Michael nu er landet i et job i en af VELKOMMEN HJEMs andre gode medlemsvirksomheder, MT Højgaard.
– Mine gennemarbejdede forberedelser, uddannelser og hjælpen fra Steen, var alt sammen afgørende for, at jeg nu er ansat hos MT Højgaard, hvor jeg har fundet et fantastisk job, og er landet på den rette hylde, forklarer Michael, der i sin nye stilling stadig trækker på sine erfaringer fra tiden i uniform.
– Mine erfaringer fra erhvervslivet gennem mange år har givet mig evnen til at kunne forstå helhed, proces og nedbryde opgaver, hvilket er nogle af de faglige kompetencer, jeg benytter nu i min hverdag. At have arbejdet med mennesker er også en vigtig del af mit arbejde, hvor jeg har en bred kontaktflade med mange. Den ledelsesforståelse, jeg har fået i Forsvaret, er ligeledes en kompetence, jeg har taget med mig. Jeg er enormt stolt af at være blevet en del af mit nuværende team hos MT Højgaard, og jeg ser frem til mange år med produktion på byggerier, som min arbejdsgiver har entrepriser på, siger Michael og slutter med en tak:
– Jeg vil gerne takke VELKOMMEN HJEM. I har hjulpet mig videre på vej, som det vil ske for mange andre.
Jeg er blevet overrasket over, hvor hurtigt det kan gå hvis og når, man rammer rigtigt i forhold til profil, kompetencer og personligt match til det nye job – herunder chef. Stort tillykke til Michael… godt gået!
Mentor Steen Hasselbalch, Novo Nordisk
Den korte soldaterhistorie om veteran Michael Amtsbiller
- 1996 Blev indkaldt til 13. luftværn og herfra startede karrieren i hæren:
- Udstationeret i national tjeneste til Skive
- Udstationeret i international tjeneste til det tidligere Jugoslavien
- Stabstjeneste ved FPT på Holmen som Udstikker
- 2008 Gik på TUL og fik ansættelse i det civile erhvervsliv
- 2019 Returnerede til Forsvarsministeriets ressortområde først som
- Sagsbehandler i Beredskabsstyrelsens,
- og siden som Sagsbehandler ved Arktisk Kommando

