Hvad civile ledere ikke ved om kompetencerne fra Forsvaret, kan veteranerne blive gode til at forklare.

Udgivet d. 1. juli 2022 af Velkommen Hjem

Mange veteraner opdager, at det ikke er alle civile ledere, der ved, hvad folk fra Forsvaret kan, når de skal ud at søge et civilt job. Anders Goul Nielsen fra Systematic er mentor i VELKOMMEN HJEM, og har netop overstået et forløb med en veteran. En af de opgaver, han altid lægger vægt på er at lære veteranen at oversætte egne kompetencer til et sprog, der giver mening for de ansættende civile ledere. Forløbet er endt godt med et perfekt job til veteranen. 

VELKOMMEN HJEM hjælper veteraner med at starte en civil karriere – enten i det rigtige job eller på en uddannelse, der peger den rigtige retning.

De fleste veteraner i et forløb i VELKOMMEN HJEM får deres egen mentor tilknyttet, som i seks måneder guider, hjælper og støtter dem i transitionen. 

Anders Goul Nielsen, der er udviklingsdirektør hos Systematic, er en af foreningens dygtige mentorer. Han har netop afsluttet et forløb med en veteran, der for begges vedkommende har været givende hele vejen igennem. 

Vores forhold har været supergodt hele vejen igennem. Anders Goul Nielsen har udover at åbne sit netværk op for mig, også kunnet hjælpe med at oversætte nogle af mine kompetencer fra militært til civilt sprog, hvilket er vigtigt, da ikke alle civile ledere, der ansætter, helt forstår, hvad vi fra Forsvaret kan.
Anders har også været en rigtig god sparringspartner, og har virkelig åbnet mine øjne for, hvor mange forskellige stillinger, der kunne være interessante for mig. I starten havde jeg svært ved rigtig at finde ud af, hvad det egentlig var jeg ville. Der var Anders også rigtig god til at se det fra flere vinkler og udvide min horisont. Derudover har han også været fantastisk god til at komme med tips og tricks til alt – lige fra hvad jeg skulle skrive i mit CV til hvad jeg skulle være opmærksom på i forhold til jobsamtaler osv.

Veteran og mentee hos Anders Goul Nielsen

Anders Goul Nielsen, mentor

Veteranerne er vores fælles ansvar

For mentor Anders Goul Nielsen er rollen som mentor givende på flere måde, og han har både fået mere viden om Forsvaret, ligesom samtalerne har givet anledning til refleksion. 

– Jeg har fået en større indsigt i Forsvaret, og hvordan det er at være der som ansat og hvilke muligheder og udfordringer, der er. Dialogerne med min mentee har jeg også brugt til at reflektere over min egen lederopgave i min virksomhed og tage erfaringer med her, forklarer Anders Goul Nielsen. Han har valgt at bruge tid på at være mentor for veteraner i VELKOMMEN HJEM, fordi han synes, at det er vigtigt – både for veteranerne, som vi skylder en tak, og set i et større samfundsmæssigt perspektiv. 

– Det er vigtigt, at vi som individer og virksomheder viser samfundsansvar overfor vores soldater, der har kæmpet for, at vi kan bevare vores frihed.  De kæmper for os alle sammen, og derfor skal vi hjælpe dem så godt som muligt videre til deres næste muligheder, siger Anders Goul Nielsen.

Svært for civile ledere at vurdere kandidaterne fra Forsvaret

Det er Anders Goul Nielsens oplevelse, at der er rigtig mange erfaringer fra Forsvaret, der kan bruges i det civile erhvervsliv. Især på det ledelsesmæssige plan. 

Det er for eksempel generelle ledelseskompetencer, herunder motivation af medarbejdere, ledelse i pressede krisesituationer, og generelt det at kunne få en gruppe til at fungere godt sammen, siger mentoren.

Men formuleringen af kompetencerne kan give sprogforbistringer og gøre det svært at forstå hinanden, mener Anders Goul Nielsen:

Træning og uddannelse er nøglekompetencer, som er relevante, men nogle af udfordringerne kan også ligge i, at ”ordforrådet” er meget forskelligt i Forsvaret sammenlignet med virksomhederne. De militære begreber for ledelsesdisciplinerne er forskellige fra dem, som vi bruger i det civile. Derfor kan det være svært som leder i det civile at vurdere kandidaternes erfaring og kompetencer rigtig i forbindelse med ansøgningsprocessen, hvis ikke man kender begge verdner eller laver en form for oversættelse eller matching. Alternativt kan kandidaterne efteruddanne sig i de civile kompetencer, således man opnår et bedre match, foreslår Anders Goul Nielsen. 

Hvordan støtter og hjælper du din mentee?

  • Ved at være bindeled til det civile jobmarked i form af at kunne hjælpe med at formidle, hvad der forventes af veteranen på civil grund, og hvordan selve ansøgningsprocesserne forgår i det civile.
  • Igennem sparring til de konkrete jobansøgninger og CV’er. Og ved at give indsigt i hvilke jobmuligheder/typer, der findes i det civile og i dialog prøve at matche det med kandidaten. 
  • Jeg åbner mit eget netværk i forhold til konkrete jobmuligheder eller sparringsmuligheder. 
  • Jeg hjælper med at bygge bro mellem de to forskellige ”ordforråd”. 
  • Jeg forsøger at motivere min mentee til at finde netop det rette job – og blive ved med at søge, også selv om man ikke lige får det første man søger.

Mentor Anders Goul Nielsen