Fløj fra et job i Forsvaret til et nyt  – med en kort mellemlanding på civil grund

Udgivet d. 4. maj 2026 af Velkommen Hjem

Overgangen til det civile arbejdsmarked handler ikke kun om at finde et job, men om at finde det rigtige job. Det er veteran Johan Jochumsens historie et godt eksempel på. Efter 3 udsendelser og 25 år i Forsvaret som flymekaniker og leder var Johan nysgerrig på, hvordan en karriere i det civile kunne se ud. Han søgte rådgivning i VELKOMMEN HJEM i et forløb, hvor han som mentor skulle have Lasse Faurby, der er Entrepriseleder i MT Højgaard og selv har en fortid i Forsvaret. Men inden første møde, havde Johan fået et civilt job. Det viste sig dog hurtigt, at det ikke var den rigtige landing for Johan og mentorforløbet blev startet for alvor og førte Johan tilbage til udgangspunktet – en stilling i Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse som projektmedarbejder og sagsbehandler i. Her arbejder Johan nu med udfasningen af F-16-fly, som er en flytype, han har arbejdet med gennem hele karrieren. 

Johan opsøgte VELKOMMEN HJEM for at finde ud af, hvad han reelt set kunne, og hvordan hans kompetencer ville kunne anvendes i det civile. Samtidig efterspurgte Johan gode råd til at lave et overbevisende CV og hjælp til den personlige fremtræden ved en eventuel jobsamtale. Men det var ikke uden en vis nervøsitet, at han rettede blikket mod en civil stilling:

– Som de fleste, der søger væk fra Forsvaret, handlede min største udfordring og usikkerhed om, hvordan der ser ud på den anden side. Var det farligt, og ville jeg få succes med den erfaring, jeg havde med i bagagen? Udfordringen var helt grundlæggende at turde tage springet og tro på, at det nok skulle lykkes for mig.

Find det job, der giver mening for dig

Efter de indledende to dages kickoff, som veteranerne starter deres forløb med i VELKOMMEN HJEM, blev Johan teamet op med mentor Lasse Faurby, der er manager i Deloitte. På det tidspunkt havde Johan altså allerede selv landet et civilt job. Men der var flere ting ved det nye job, der nagede – blandt andet i forhold til mangelfuld ledelse og arbejdsopgaver, der ikke var klart definerede. Johan indså i denne periode, at man som veteran ikke skal tage et civilt job for enhver pris. 

– Gennem de tre måneder, hvor jeg var ansat i jobbet og havde Lasse Faurby som mentor, blev det klart for mig, at man ikke skal nøjes eller være i et job alene på grund af lønnen. Man skal tilvælge sig selv og finde et arbejde, man er glad for, og som giver mening for en selv, forklarer Johan og fortsætter: 

– Vi startede med et online møde, og efterfølgende var Lasse på besøg på flyvestationen. Her satte vi os ned og snakkede om, hvordan det ville være, når jeg skulle starte på mit nye job. Lasse stillede mig flere gode spørgsmål, som fik mig til at reflektere over forskellige problemstillinger i forbindelse med jobbet. Da Lasse jo selv har en fortid i Forsvaret, kunne han stille de gode spørgsmål omkring eventuelt hjemve, udfordringer med personale, min ledelsesstil og den slags.

Mentor Lasse Faurby & veteran Johan Jochumsen

Vigtigt at kunne se sig selv i jobbet

Som mentor kunne Lasse Faurby godt fornemme, at Johan var en kandidat, der stillede krav til sin arbejdsplads og havde nogle klare forventninger. Set med mentorens briller er det i høj grad en styrke: 

– Johans udfordring var, at han havde fundet sig en arbejdsplads, der på meget få punkter passede til ham og hans krav til en arbejdsplads. Han nævner det selv som en slags arbejdsskade, at han havde konkrete idéer og krav til, hvordan en arbejdsplads skulle indrettes. Jeg synes tværtimod, at det er en enormt vigtig egenskab, som han har tilegnet sig takket være erfaring og refleksion, siger Lasse Faurby. 

Ifølge mentor Lasse er det at stille krav og forventninger til en arbejdsplads en kvalitet, man ofte oplever i arbejdet med veteraner. Det handler ikke om at være besværlig eller kræve særbehandling, men er et spørgsmål om at være afklaret – og det er en eftertragtet egenskab i erhvervslivet:

– Når man arbejder i Forsvaret, bliver man udsat for alt, der kan tænkes, og det eneste opdrag, man modtager, er, at man skal igennem det. For hver gang man gennemfører, lærer man noget nyt om sig selv, og hvad man reelt interesserer sig for og værdsætter. På den måde bliver man i Forsvaret sporet meget ind på, hvilke elementer man sætter pris på, og hvilke man ikke gør. Man oparbejder en pragmatisk tilgang til enhver opgave, og det er en meget givende og eftertragtet egenskab i nærmest alle brancher, forklarer Lasse Faurby og tilføjer:

– Der vil altid være undtagelser, men jeg oplever ofte, at veteraner er mere udadvendte, åbne og ærlige. De er ikke bange for at snakke med nye mennesker og fortælle dem, hvad de synes, og hvad de forventer. De er mere strukturerede og er oftest deres egen hårdeste kritiker. Veteranerne er autoritetstro og pligtopfyldende, og på mange andre måder er de præcis den ansøger, man gerne vil have.

Tilbage på startbanen

Undervejs i processen hjalp mentoren blandt andet Johan ved at lytte til hans tanker og refleksioner omkring at befinde sig uden for komfortzonen. Herefter handlede det for Lasse Faurby om at udfordre Johan på disse refleksioner og stille relevante spørgsmål, der var med til at skubbe ham videre. 

Samtidig var det også et spørgsmål om at lave en forventningsafstemning, så Johan blev forberedt på, at der er elementer fra Forsvaret, der ganske enkelt ikke findes i samme grad på det civile arbejdsmarked. Det gælder blandt andet broderskabsfølelsen blandt kolleger og den konstante bevidsthed om, at man er en del af noget større. 

– Jeg oplevede, at jeg gjorde en forskel for Johan ved at hjælpe ham gennem processen og få sat ord på de gode og dårlige ting ved hans første job. Samtidig anbefalede jeg ham at fortsætte længe nok til, at han havde givet det en ordentlig chance. Det betød, at han ganske afklaret og beslutsomt sagde jobbet op til fordel for et job hos Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse, der på alle måder passede bedre til ham, siger Lasse Faurby.

Johans vedholdenhed og indsigt i egne krav og behov har betydet, at han endelig er landet på rette hylde.

Mentor Lasse Faurby

Tilbage til nye udfordringer

Johan er landet i vante rammer i Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse, hvor han nu arbejder som projektmedarbejder og sagsbehandler med den type fly, han mere eller mindre har beskæftiget sig med gennem hele karrieren. Planen er, at Johan skal gennemføre en uddannelse, der betyder, at han efter to år bliver udnævnt som chefsergent. 

Det har overrasket mig meget, hvor reflekterende et menneske Johan er, og hvor selvstændig han har været i sin søgen på at finde en hylde, der passer til ham, og som kan gøre ham glad. Hvis alle havde samme gåpåmod som Johan, ville ingen mennesker nogensinde nøjes med noget.

Mentor Lasse Faurby

Den korte soldaterhistorie om veteran Johan Jochumsen

  • 1996-2000: Udlært automekaniker 
  • 2000: Konstabel
  • 2000-2001: Flymekanikeruddannelse 
  • 2001-2008: F-16 flymekaniker og klarmelder
  • 2008-2010: EH-101 flymekaniker og klarmelder
  • 2010-2013: F-16 flymekaniker og klarmelder
  • 2013-2016: Off-shore mekaniker
  • 2016-2020: Assisterende leder flightline F-16
  • 2020-2025: Leder flightline F-16 

Udsendelser 

  • 2011 operation unified protector (flymekaniker)
  • 2013 Baltic Air Policing Litauen (flymekaniker)
  • 2019 Baltic Air Policing Litauen (mellemleder)