Fandt sin egen vej ud af uniformen og ind i den rette ”civile mundering”

Udgivet d. 25. maj 2023 af Velkommen Hjem

Jeg har aldrig følt behov for at følge i andres fodspor og tage den traditionelle karrierevej. I stedet har jeg altid fokuseret på min personlige udvikling og brugt mange timer på at forfine mine færdigheder, fortæller veteran Jesper Jørgensen. Efter ni intense år i Forsvaret med skiftende rang afhængig af opgaverne, var det for ham tid at søge nye udfordringer på civil grund. Han fik hjælp gennem VELKOMMEN HJEM samt sparring og støtte af mentor Henrik Friis Fredvig fra Carlsberg Danmark – blandt andet til at indse, at første jobtilbud ikke var det rigtige. Det var det næste derimod, og Jesper er nu trukket i det civile arbejdstøj som Training Partner hos Copenhagen Airports A/S. Læs historien om, hvordan en kombination af gå-på-mod, is i maven og kompromisløshed åbnede muligheder på civil grund for Jesper.

– Min tid i Forsvaret har været atypisk i forhold til den traditionelle karrierevej, da jeg har vekslet mellem forskellige rang afhængig af opgaven og altid fulgt min mavefornemmelse, når jeg følte trang til forandring. Dette har formentligt ikke altid været let for HR-afdelingen at administrere, men det har været en bevidst beslutning fra min side. Jeg har aldrig følt behov for at følge i andres fodspor og tage den traditionelle karrierevej. I stedet har jeg altid fokuseret på min personlige udvikling og brugt mange timer på at forfine mine færdigheder, fortæller Jesper. 

Jesper valg om at forlade Forsvaret skyldtes ikke utilfredshed, men derimod et behov for nye udfordringer og for udvikling.

– Jeg forlader Forsvaret af samme grund som jeg altid har haft en trang til at prøve kræfter med nye projekter. Denne gang har jeg dog besluttet mig for at skifte til en helt ny arbejdsplads. Forsvaret har gennem hele min karriere været eksponeret for store udfordringer på bagrund af politiske beslutninger, og selv om Forsvaret i øjeblikket stadig står over for en lang række udfordringer, har dette ikke været incitamentet til mit valg om at skifte uniformen ud med den ”civile” mundering.

Men udfordringerne til trods så oplever Jesper – i tråd med flertallet af veteraner – at der er masser af fordele ved at være i Forsvaret.

– Man får en omfattende uddannelse i Forsvaret, og vi bliver trænet i at være ærlige og direkte i vores kommunikation, hvilket gør os særligt modtagelige overfor feedback. Hvis vi ikke får feedback efter endt opgaveløsning, kræver vi det. Selvom der til stadighed er enkelte personer udenfor Forsvaret, der tror, at vi taler ubehøvlet og groft til hinanden, og at feedbacken er domineret af militærkommandoer fra det forrige århundrede, er dette dog langt fra virkeligheden. At kunne give kontruktiv feedback, er en kompetence med mange facetter og noget alle virksomheder bestræber sig på at anvende i praksis, således vi fortsat udvikler os som mennesker, forklarer Jesper.

Jesper Jørgensen, veteran

Kickoff gav mulighed for at dele

Jesper blev opmærksom på VELKOMMEN HJEM gennem en tidligere chef, da han udtrykte interesse i at udforske nye muligheder. Han kontaktede foreningen og kom med i et forløb, der starter med to dages kickoff. Her får de deltagende veteraner indsigt i og en bredere viden om erhvervslivet igennem oplæg og foredrag af erfarne, dygtige erhvervsfolk og erhvervseksperter. Veteranerne bliver desuden inddraget igennem gruppeforløb og 1:1 samtaler med erhvervspsykologer og karriererådgivere.

– VELKOMMEN HJEM har været en uvurderlig støtte i min overgang fra en karriere i Forsvaret til en karriere den private sektor. Det var især kickoff på Bernstorff Slot, der gjorde en afgørende forskel for mig. Seminariet var fyldt med dybdegående oplæg, og jeg fik muligheden for at mødes med rådgivere på 1:1 basis. Det var også en behagelig oplevelse at være i en gruppe med andre deltagere, der havde lignende erfaringer med at forlade Forsvaret. Det har været en udfordring at dele dette emne med kollegaer, og det var derfor en lettelse at indgå i et forum, hvor man kunne dele erfaringer og følelser med andre i samme situation, fortæller Jesper. 

Nej tak til første jobtilbud

Efter kickoff blev Jesper matchet med mentor Henrik Friis Fredvig, Vice President i Carlsberg Danmark, der selv har været soldat og gennem mange år har været involveret i VELKOMMEN HJEM både som indlægsholder på kickoff og som mentor for veteranerne. 

Hvis kickoff var det, der hjalp Jesper til en større forståelse af sig selv og egne muligheder civilt, så blev Henrik Friis Fredvig afgørende for, at Jesper landede præcis det job, han havde drømt om – som Training Partner hos Copenhagen Airports A/S.

– Jeg vil fremhæve min mentor Henrik som værende afgørende for, hvor jeg er i dag. Hans støtte og vejledning var uvurderlig i min jobsøgningsproces, og uden ham ville jeg muligvis have accepteret det første jobtilbud, der kom min vej. Hans ekspertise og erfaring har været afgørende for, at jeg nu befinder mig i en fantastisk arbejdsposition. Henrik har været en uvurderlig hjælp i forhold til at få mine færdigheder, muligheder og karrieretanker konkretiseret. Selv om jeg troede, at jeg havde styr på det hele inden vores første møde, var det først efter flere samtaler med Henrik, at jeg fik det fulde overblik. Som resultat af vores samtaler endte jeg med et stærkt CV og en handlingsplan, forklarer Jesper og tilføjer:  

– Mit forhold til Henrik har været exceptionelt, og eftersom han tidligere har forrettet tjeneste i Forsvaret, havde han fra begyndelsen et indegående kendskab til min personlighedstype og mine færdigheder. Dette blev særligt klart, da jeg modtog et jobtilbud, og Henrik spurgte mere ind til arbejdsopgaverne og stedet. Han ønskede ikke at påvirke min beslutning, men snarere at få mig til at reflektere dybt over, om det virkelig var den rigtige beslutning for mig. Jeg valgte at takke nej til jobtilbuddet efter at have overvejet det, og jeg fortsatte med at søge efter den rigtige stilling.

Nye perspektiver og konstruktive refleksioner

Jesper fortæller også, at Henrik Friis Fredvig altid har været nem at få at i – og at han i det hele taget oplevede en mentor, der både var gavmild med sine kontakter og dygtig til at skabe refleksioner hos sin mentee.

– Henrik har været tilgængelig døgnet rundt og har altid haft tid til at drøfte diverse emner med mig – småt som stort. Hans kommentarer og spørgsmål har altid været nuancerede og objektive, og de har gentagne gange tvunget mig til at reflektere konstruktivt. Desuden arrangerede Henrik et møde med Christian Dahl, HR-direktør i Netto, som gav mig værdifulde råd og et nyt perspektiv på min ansøgningsproces. Dette møde spillede en vigtig rolle i min senere ansøgningsproces og bidrog til min succes i at opnå min nuværende stilling, siger Jesper.

Mine kaffemøder med forskellige personer har også været en væsentlig del af min rejse, da disse personer besidder en betydelig mængde viden om den rejse, man befinder sig på. Og gennem flere kaffemøder vil man gradvist opbygge en forståelse af, hvad man kan forvente.

Veteran Jesper Jørgensen

Tager ikke nej for et nej

Henrik Friis Fredvig motivation i forhold til sit store engagement i veteranerne i VELKOMMEN HJEM ligger i, at han selv har været soldat/officer

– Jeg er i dag ”ude på den anden side af hegnet” og kan dermed bidrage med erfaringer og viden.Derudover ved jeg på egen krop, hvor svært det var ”at tage springet”, så derfor er det naturligt for mig med denne håndsrækning, siger Henrik Friis Fredvig. Han har tidligere haft veteraner gennem forløb – og også denne gang oplever han det forløbet som givende: 

– Det har været superpositivt at lære Jesper at kende og samtidig har det været en dejlig oplevelse at kunne gøre en forskel for et andet menneske. Jesper er meget målrettet. Viljestærk. Har gå-på-mod, og er nysgerrig, reflekterende og imødekommende. Derudover har han jo Officersuddannelsen, der i sig selv kvalificerer ham i en jobsøgningsproces. Han har erfaring med ledelse og har løst opgaver/missioner. Han har prøvet ”det på egen krop”. Derudover er han meget målrettet og tager ikke nej for et nej, men klør på med stor entusiasme, forklarer Henrik Friis Fredvig, der under samarbejdet især har haft fokus på tre områder: 

1. Hvem er du, hvad kan du og hvad vil du? 

2. Netværk.

3. Tilgængelig, sparring og vidensdeling.

Forsvaret betragtes oftest som et lukket system, der har sine egne horisontale og vertikale karriereveje, hvilket er ulig ”uden for hegnet” og derfor bliver Forsvaret og dets personel oftest i en ”Bobbel”, der kan være svært sammenlignelig med det uden for Forsvaret.

Mentor Henrik Friis Fredvig

Henrik Friis Fredvig, mentor

Tak til ildsjælene

Jesper er nu startet i sit ønskejob – og det resultat tilskriver han i høj grad foreningen.

– VELKOMMEN HJEM har været afgørende for at forfine beskrivelsen af mine kompetencer og hjulpet mig med at fokusere på de relevante elementer af mit CV. Gennem forløbet har jeg lært at præsentere mine evner og erfaringer på en måde, der er målrettet mod mit ønskede job, og som gør mig mere konkurrencedygtig på arbejdsmarkedet. Som følge af min deltagelse i VELKOMMEN HJEM har jeg i dag fundet min drømmestilling og er i gang med at opbygge min karriere inden for mit felt, siger Jesper og slutter med at rette en ros til alle bag foreningen: 

– Jeg vil gerne fremhæve ildsjælene bag VELKOMMEN HJEM, som utrætteligt arbejder på at stable ekstraordinære kickoff-seminarier på benene og samtidig følger op på igangværende mentorforløb. Deres engagement og dedikation er en forudsætningsskabende faktor for vores senere succes.

Den korte soldaterhistorie om veteran Jesper Jørgensen

  • 2014 Værnepligtig og derefter 2,5 år som sergent i forskellige stillinger.
  • 2017 Jesper følte trang til forandring i hverdagen og søgte derfor ind på løjtnantsuddannelsen. Han blev optaget på uddannelsen og havde efterfølgende en periode på 2,5 år som løjtnant. Samtidig færdiggjorde han en akademiuddannelse, hvilket senere blev adgangsbilletten til Hærens Officersskole.
  • 2019 Planen var at påbegynde en bachelor i Anvendt Filosofi, men så kom der et tilbud om en udsendelse til Afghanistan som oversergent …
  • 2020 Jesper meldte afbud til studiet og blev efterfølgende udsendt til Afghanistan.
  • 2021 Startede på Hærens Officersskole.
  • 2022 Udnævnt premierløjtnant.