En måde at sige tak på….

Udgivet d. 15. marts 2019 af Velkommen Hjem

Rådgivningschef i PFA, Jens Peter Udsholt, er en af de mange engagerede mentorer i VELKOMMEN HJEM. Læs, hvorfor han har valgt at engagere sig. Både som underviser på vores jævnlige kick-off, men også som mentor for op til flere veteraner:

– Hvis man kan hjælpe andre, så synes jeg, at man skal gøre det. Det er ret basic, siger Jens Peter Udsholt.

– Mennesker flytter mennesker. Dét, kombineret med glæden ved at hjælpe andre, er en af de helt fundamentale drivkræfter som mentor i VELKOMMEN HJEM. Det giver en unik cocktail, der endda er cirkulær og økologisk. Og hvis andre kan bruge min indsats til at få mulighed for et nyt, spændende arbejde, så giver det meget mening for mig.

Selv et puf kan gøre en forskel

– Det handler nogle gange om et kærligt puf, andre gange om at tage hinanden om skuldrene og komme videre. Og det er det som VELKOMMEN HJEM handler om. 

VELKOMMEN HJEM er et smukt initiativ, som jeg oplever, tilfører værdi for krigsveteranerne.

For de fleste veteraner drejer det sig om at bryde op og starte nyt. Helt nyt. Og her er VELKOMMEN HJEM en sikker inspirationskilde i den transformation. For veteranen, der ønsker at bryde op, er det vigtigt at stimulere sin usikkerhed og nysgerrighed. Begge dele hentes i foreningen, som har erfaringen, og på den måde får man sammen den bedste nye retning. Videre ud i verden. VELKOMMEN HJEM skaber succes, fordi her flytter man mennesker. Både mentalt og fysisk.

En måde at sige tak på  

– At min egen arbejdsplads giver denne mulighed, er ret cool. På denne måde bidrager PFA meget konkret til samfundet. Veteranerne har vi, som samfund, meget at takke for. At være en del af et internationalt samfund giver mange fordele og ligeledes også ansvar og pligter. Jeg oplever, at krigsveteranernes helt konkrete indsats ude i verden ikke altid anerkendes. Her kommer VELKOMMEN HJEM-initiativet ind med stor relevans for den enkelte veteran. Det vil jeg gerne støtte op omkring” siger Jens Peter Udsholt.