5 hurtige til Thomas Krogh Skou

Udgivet d. 3. maj 2025 af Velkommen Hjem

For Thomas Krogh Skou, HR-direktør hos STARK, er det bedste ved rollen som mentor at vide, at han har været med til at gøre en forskel i veteranernes trivsel i både privat- og arbejdsliv. 

– Det er givende og motiverer mig. Hos STARK er vi stolte af at kunne bidrage til sådanne succeser og ser det som en vigtig del af vores engagement i VELKOMMEN HJEM, fortæller mentoren. 

Vi har stillet Thomas Krogh Skou 5 hurtige spørgsmål om mentorrollen. Mentoren har netop afsluttet et forløb med en veteran, der ønsker at være anonym. Men veteranen kommenterer på svarene og fortæller om den store forskel, som Thomas Krogh Skou har gjort for ham. Du kan læse om det hele her. 

”Den næste mentee, der får Thomas som mentor, er meget privilegeret og får muligheden for at få skabt den rette samtale og platform for en ny karriere.”

Anonym veteran

1. Hvorfor har du valgt at være mentor i netop VELKOMMEN HJEM?

– Jeg valgte at blive mentor i VELKOMMEN HJEM, fordi jeg ønsker at give noget tilbage til de veteraner, der har ydet en stor indsats for vores fælles forsvar. Foreningen gør et fantastisk arbejde med at hjælpe veteraner med at overføre deres militære kompetencer til det civile arbejdsmarked, og jeg vil gerne være en del af den proces. 

– Hos STARK ser vi det også som en vigtig del af vores samfundsansvar at støtte initiativer, der hjælper veteraner med at finde deres plads i det civile liv, mens det samtidig giver os mulighed for at få øget diversitet blandt kommende medarbejdere, da vi ser, at veteranerne kommer med meget stærke kompetencer på flere parametre.

2. Hvordan får du tid til at være mentor i en ellers travl hverdag?

– Det handler om prioritering og planlægning. Jeg sørger for at afsætte tid til mentoropgaven og ser det som en vigtig del af mit arbejde, da det bidrager til flere perspektiver på, hvad talent er og kan være.  At være mentor giver mig energi, hvilket gør det lettere at finde tid til det, selv i en travl hverdag. 

Mentor Thomas Krogh Skou

3. Hvad oplever du er den største udfordring for veteranerne, når de søger civilt arbejde?

– Den største udfordring for veteranerne er ofte at oversætte deres militære erfaringer og kompetencer til noget, der er forståeligt og værdifuldt for civile arbejdsgivere. Mange veteraner har svært ved at se, hvordan deres færdigheder kan anvendes uden for militæret, og det er her, vi som mentorer kan gøre en stor forskel. I mit mentorskab arbejder jeg aktivt på at skabe en bro mellem militære og civile kompetencer, så veteranerne kan se deres fulde potentiale. Dertil at få afklaret ønsker til fremtidigt jobindhold, så vi sammen kan sikre at et kommende nyt civilt arbejde også er meningsfyldt, udviklende og motiverende.  

– Det giver så utrolig meget mening med Thomas som mentor. Som HR-direktør er der mange af de gængse problemstillinger for veteraner, han kan støtte med. Thomas besidder et formfuldendt HR-sprog, hvilket kan give en kvalitativ og præcis feedback på, hvorledes man kan formulere sit CV og få vigtige sproglige nuancer med i sin ansøgning såvel som CV-opbygning.

Anonym veteran

4. Hvilke af veteranernes militære kompetencer ser du især, at erhvervslivet har brug for?

– Erhvervslivet har især brug for veteranernes evner inden for ledelse, teamwork, problemløsning og deres evne til at arbejde med ukendte forudsætninger. Det er kompetencer som er relevante i mange civile job og kan give virksomheder en stor fordel. Hos STARK værdsætter vi, blandt andet disse kompetencer og ser dem som en styrke i vores organisation.

– Jeg havde gode drøftelser med Thomas omkring tests, der gennemføres ifm. ansættelser og hvordan man bruger dem i det civile erhvervsliv – og hvordan man kan tilgå disse resultater i en samtale, på en god og konstruktiv måde, skulle der være områder, der var behov for at se dybere i fra ansættende parts side.

Anonym veteran

5. Hvad har det indtil nu givet dig personligt såvel som fagligt at være mentor i VELKOMMEN HJEM?

– Personligt har det givet mig en glæde ved at se min mentee udvikle sig og finde ind til kernen i et fremtidigt job, samt blive klogere på hvordan kompetencer kan oversættes fra forsvarets termer til det sprog, som ofte anvendes i det civile erhverv. 

Thomas er et utroligt behageligt og nede-på-jorden menneske, der prøver at forstå, hvor man starter fra. Han er nem at tale med – også om emner, der er lidt mere sårbare – f.eks. hvordan man skal se på egne muligheder, hvis man ikke hører til segmentet af ‘stjerner’, der ligger i den højeste, i kognitive tests – men tilhører normalen/lige over normalen. Samtalen med Thomas omkring dette var bekræftende og at det ikke nødvendigvis var disse tests, der var afgørende for alt. Alle har et ‘trademark’.

Anonym veteran

– Fagligt har det styrket mine egne kommunikationsevner og givet mig nye indsigter på kompetencerne, som medarbejdere i forsvaret har da lærer af de udfordringer og erfaringer, som veteranen deler med mig. Jeg ser det som en win-win situation, hvor både mentorer og mentees får mulighed for at udvikle sig og lære af hinanden.

Den næste mentee, der får Thomas som mentor, er meget privilegeret og får muligheden for at få skabt den rette samtale og platform for en ny karriere.

Anonym veteran