Veteranerne har stærke kompetencer. Virksomhederne mangler dygtige medarbejdere. Synergien er til at få øje på.
Udgivet d. 4. marts 2022 af Velkommen Hjem
Det mener Henrik Messell, Senior Vice President hos Systematic. Han har været mentor i VELKOMMEN HJEM for veteran Rasmus Rold Meldgaard og har selv oplevet, hvor selvmodsigende langvarigt det kan være for en dygtig veteran at komme ind i erhvervslivet. Det skyldes ofte manglende oversættelse af militære kompetencer til civilt forståelige kvalifikationer. Og så mangler veteraner typisk civilt netværk. Begge dele var heldigvis noget, som Henrik Messell kunne hjælpe med, og om kort tid starter Rasmus som projektleder i konsulenthuset DIS – Dansk Ingeniørservice i Skanderborg.
Rasmus Rold Meldgaard havde i et års tid, haft overvejelser om at forlade Forsvaret. Efter 11 år og en udsendelse var han stadig glad for sit arbejde, så det var svært, men hensynet til familien vejede til sidst tungest.
– Jeg har arbejdet i Hæren med stor glæde i mange år, og det har lært mig utroligt meget! Jeg følte dog, at familielivet med kone og to små børn var svært at forene med eksempelvis videreuddannelse til kaptajn. Sekundært følte jeg, at jeg havde behov for et nyt miljø at udvikle mig i. Forsvaret har dog givet mig det bedste grundlag for min videre karriere!
Afvisning fulgte afvisning
Udover den militære uddannelse og alle erfaringerne fra årene i Forsvaret, blandt andet som udsendt, så har Rasmus også en kandidatuddannelse fra Københavns Universitet. Men alligevel var det svært at finde et civilt job.
– Noget af det sværeste var at sætte civile ord på de kompetencer, jeg har erhvervet i Forsvaret, og at droppe ydmygheden. I perioder var det noget af en udfordring at holde modet oppe, når jeg modtog afvisning efter afvisning på mine ansøgninger. Jeg stod i en lang periode op kl. 04.50 hver morgen for at skrive ansøgninger inden børnene vågnede – og det var selvfølgelig lidt nedslående, når det så ikke bar frugt, fortæller Rasmus, som derfor kontaktede VELKOMMEN HJEM og kom med i et forløb.
Hvis jeg skal give et råd til andre, så er det, at netværk er altafgørende. Jeg har stort set kun fået samtaler gennem netværk. Hvis ens netværk primært er i Forsvaret, så må man i gang med at opbygge det. Her kommer man langt med at finde tidligere soldater på LinkedIn, og skrive om de er friske på en kaffesnak. Det har jeg selv haft stor glæde af og succes med.
Veteran Rasmus Rold Meldgaard
Vi har en forpligtelse til at hjælpe!
Mentorordningen er en væsentlig del af foreningens forløb. Her får veteranen sin egen mentor, som i de følgende 6 måneder guider, hjælper, motiverer og inspirerer veteranen under transitionen fra Forsvaret til det civile erhvervsliv. Rasmus blev matchet med Henrik Messell, der er en af foreningens dygtige mentorer. Han har valgt at engagere sig i VELKOMMEN HJEM, fordi det giver god mening at hjælpe de danske veteraner.
– De har en årrække trukket en stor opgave for samfundet. Vi har som erhvervsliv en forpligtigelse til at skabe bro til en civil karriere. Samtidigt står virksomhederne og mangler erfarne medarbejdere, så synergien er til at få øje på, siger Henrik Messell.
Det har været en lidt af en rejse, og overraskende svært at finde et job uden for Forsvaret. Det har krævet en stor portion vedholdenhed, samt hjælp fra min mentor og mit netværk.
Veteran Rasmus Rold Meldgaard
Fik hele tiden nye sproglige erkendelser sammen
Flere ting overraskede mentoren i forløbet, men især hvor stor forskel der er på Forsvarets definitioner og begreber og så den måde, hvorpå man formulerer kompetencer og kvalifikationer i det civile erhvervsliv.
– Det har overrasket mig, hvor svært det har været at sætte ord på de militære kompetencer, så de bliver forstået i en civil sammenhæng. På samme tid bliver mange af de militære kompetencer taget for givet, så vi brugte en del tid på at tale opgavetyper i de forskellige roller, Rasmus havde bestridt i sin tid i Forsvaret. Det var overraskende for mig, at vi skulle bruge flere møder på at grave dette frem og hele tiden fik nye erkendelser sammen, siger Henrik Messell og forklarer videre:
– Det har været en stor positiv oplevelse at ’gå på opdagelse’ sammen i processen med at omsætte alle de militære udtryk og arbejdsprocesser til civile kompetencer – og dermed ’give’ Rasmus et solidt civilt CV. Det har også været positivt at kunne give Rasmus adgang til et civilt netværk. Jeg gætter på, at det har hjulpet Rasmus at træne i at gå til jobsamtale, men også hjulpet i forhold til at skabe konkrete jobmuligheder, der ikke lige har været en del af de offentlige jobopslag.
VELKOMMEN HJEM har ydet et stort bidrag til mit karriereskifte. Jeg synes det er fantastisk at der findes en organisation som VELKOMMEN HJEM! Den rammer lige ind i et kæmpe behov, og har gjort en forskel for mange mennesker.
Veteran Rasmus Rold Meldgaard
Fik adgang til mentors netværk – og der var jobbet!
Mentorerne gør en stor forskel for langt de fleste veteraner, der går gennem VELKOMMEN HJEMs forløb. Det gjorde Henrik Messell i den grad også for Rasmus.
– Jeg er Henrik meget taknemmelig for den tid, han har brugt på mig! Jeg synes, at det er fantastisk, at mennesker som ham vil være mentorer hos VELKOMMEN HJEM! I starten skulle vi lige tale os ind på hinanden og forstå hinandens baggrund og det sprog, vi hver især talte, men vores samtaler blev hurtigt rigtig gode, fortæller Rasmus og uddyber:
– Henrik hjalp mig først og fremmest med at definere mine kompetencer og de resultater, jeg har opnået, og hjalp mig med at formulere dem på en forståelig måde. Han har også arrangeret træning i jobsamtale-situationen, personlighedstest osv. Sidst, men bestemt ikke mindst, har han åbnet hans netværk for mig, og det var også herigennem, at jeg fik kontakt til den virksomhed, som jeg nu har skrevet kontrakt med. Jeg skal lige have overstået forældreorlov med mit yngste barn, men den 1. april 2022 starter jeg som projektleder i konsulenthuset DIS – Dansk Ingeniørservice i Skanderborg. Det ser jeg meget frem til! Jeg føler mig afklaret med min afsked med Forsvaret, selv om jeg ved, at der er meget, jeg vil komme til at savne, heriblandt særligt kollegaerne, kulturen og korpsånden i Forsvaret. En militær organisation er bare noget helt unikt, og mine erfaringer fra Forsvaret vil altid danne en solid base for mig. Men jeg er afklaret og klar til at give den gas i mit nye job, slutter Rasmus.
Den korte soldaterhistorie om veteran Rasmus Rold Meldgaard
- 2007-2008 Værnepligt og sergentskole
- 2008-2009 Reaktionsstyrkeuddannelse (HRU), Jydske Dragonregiment
- 2009-2010 Udsendt som gruppefører på Kosovo hold 21
- 2010-2011 Kadre ved Jydske Dragonregiment
- 2011-2015 Civil kandidatuddannelse på Københavns Universitet
- 2015-2016 Lærer på MEKINFGF kursus i Oksbøl, samt sagsbehandler hos Center for Militær Fysisk Træning
- 2016-2018 Hærens Officersskole
- 2018-2020 Delingsfører, Electronic Warfare Kompagniet, samt HRU ved Hærens Efterretningscenter
- 2020-2022 Stabsofficer ved ISR-bataljonen