”Kick-off gav et kæmpe boost…”
Udgivet d. 27. marts 2019 af Velkommen Hjem
Sådan siger soldaterveteran Troels Stjernholm, der tog kontakt til foreningen på et tidspunkt i sit liv, hvor han var slået lidt ud af kurs. Han deltog i kick-off og fik hjælp fra en dygtig mentor, der også udfordrede den kompetente veteran. Om kort tid starter han i Københavns Lufthavn som Supervisor i Security.
Troels Stjernholm startede ved Livgarden i 2005. Han havde sin første udsendelse to år efter til Kosovo (KFOR 16) og året efter igen til Afghanistan (ISAF 5). Godt tilbage i Danmark igen uddannede han sig først til sergent og derefter oversergent. Alt i alt gik det jo godt – så hvorfor vælger en dygtig soldat, som han, at stoppe en ellers godt kørende karriere i Forsvaret?
Jeg stoppede i Forsvaret i 2017. Jeg var i gang med det sidste af min CU, som jeg havde brugt over to omgange, og jeg vidste, at jeg gerne ville ud og prøve kræfter med det private arbejdsmarked. Jeg havde rundet 30 år, var blevet gift og havde fået børn. Det spillede også ind, da jeg skulle beslutte mig. Jeg kom fra en stilling i Vagtkompagniet i Livgarden, hvor mine vagter varede 24 timer. Når jeg holdt mit arbejdsliv op imod mit privatliv, savnede jeg balance, forklarer Troels.
Da Troels CU udløb, fik han gennem sit netværk et job som kundechef hos ISS. Det startede godt, men efter 9 måneder kom der en stor fyringsrunde, hvor blandt andre Troels chef blev opsagt.
4-5 måneder efter blev jeg også selv opsagt. Det tog lidt tid for mig at acceptere. Jeg var fra den ene dag til den anden blevet arbejdsløs for første gang i mit voksne liv, fortæller han.
Et kæmpe boost
Troels havde hørt om VELKOMMEN HJEM fra tidligere kolleger, der havde været igennem forløbet, men troede egentlig, at han var ‘diskvalificeret’, fordi han jo allerede havde taget ‘springet’ fra Forsvaret til civilt.
En kammerat foreslog mig at kontakte foreningen alligevel og kort tid efter var jeg heldigvis på vej ind i projektet. Hele forløbet starter med kick-off, hvor der er tænkt over alt. Der er sørget for kost og logi, og fra man møder op, til man tager hjem, er man er omgivet af så mange hjælpsomme og inspirerende personer. Alle de personer, der er samlet til projektet, giver dig det fornemmeste fundament at bygge videre på. Det gav et kæmpe boost i en periode, hvor jeg personligt var slået lidt ud af kurs, fortæller Troels Stjernholm.
Et venligt spark bagi
De virksomheder, der er medlem af VELKOMMEN HJEM, stiller mentorer til rådighed for de deltagende veteraner. På kick-off bliver mentorer og veteraner matchet i forhold til deres kompetencer og faglige interesser for at sikre det bedste udbytte for begge parter.
Troels Stjernholm blev matchet med Peter Ott, bankdirektør i PFA Bank, og det viste sig at være et udbytterigt match.
Forholdet til min mentor er godt. Peter har givet mig en venligt, men bestemt, spark bagi, og udfordret mig på min tilgang til jobsøgning og syn på hele situationen som jobsøgende. Han har været god til at lytte og efter hvert møde, er jeg gået derfra med et smil og en masse ting at reflektere over. Derudover har Peter stillet sin virksomheds HR-afdeling til rådighed, så jeg har kunnet tage en personlighedstest med efterfølgende gennemgang. Det har jeg helt konkret kunne bruge i min jobsøgning og de jobsamtalerne derefter. Jeg er meget taknemmelig for, at en person med så ‘tung’ en stilling og så travl en hverdag, har givet sig tid til mig. Det er jeg faktisk oprigtigt beæret over, siger Troels.
Ansættelse var et spørgsmål om tid
Peter Ott oplever også sin tid som mentor for Troels som tilfredsstillende. Især fremhæver Peter Ott den glæde, det er, at samarbejdet resulterede i, at Troels fik det job, han gik efter, og at han endda havde flere gode jobtilbud på hånden til sidst.
Fra start var jeg ikke i tvivl om, at det var et spørgsmål om tid, før Troels var i job. Troels havde lagt en del af den militære jargon bag sig, og havde haft et job i ISS.
Vi har haft 5 fysiske møder og en del mails. Efter første møde havde vi fin kemi og der var gensidig respekt. Troels var meget lyttende, og vi havde endvidere Troels igennem PFAs test af ledere og specialister, som Troels fik tilbagemelding på af en HR-udviklingskonsulent. Her var god dialog om, hvad erhvervslivet forventer af medarbejdere, fortæller Peter Ott, og tilføjer:
Troels har vældig mange kvaliteter, som han selv fint har fremhævet i sin ansøgning. Blandet andet er han god til ledelse, planlægning, opfølgning, undervisning og at holde overblik.
Færdigheder formuleres og forventninger afstemmes
De færdigheder, som soldaterne tilegner sig i Forsvaret, opleves ofte af dem selv som selvfølgeligheder. Derfor hjælper friske øjne meget, når selvfølgelighederne skal oversættes til værdifulde kvaliteter, der kan sættes i spil i forbindelse med jobsøgning på det private arbejdsmarked.
I VELKOMMEN HJEM forløbet er jeg virkelig blevet opmærksom på, hvor mange af mine militære kompetencer en kommende arbejdsgiver kan få nytte af: Forståelsen for andre mennesker og kulturer, ærlighed, sans for detaljer, min ærekærhed overfor opgaveløsning, at kunne holde en tidsplan og meget mere, fortæller Troels.
Mentor Peter Ott fremhæver især veteranerne for deres disciplin og evnen til altid at arbejde for fællesskabet. Han mener, at det er kvaliteter, der brug for i det civile erhvervsliv. Men Peter Ott ser også udfordringer i forhold til de forfremmelser og titler, som veteranerne lettere opnår i Forsvaret, end man gør i det civile.
Udfordringen er, at de soldater, der har evnerne og lysten, hurtig bliver skubbet op i systemet i Forsvaret, og meget tidligere end i det private bliver ledere og leder af ledere, allerede når de er under 30 år. Det ser vi meget sjældent i det civile, og her skal nok forventningsafstemmes, mener Peter Ott.
Kick-off boost gav selvtillid og et nyt job
Færdighederne blev formuleret og forventningerne afstemt og om kort tid starter Troels i sit nye, civile job. Han ser tilbage på tiden i VELKOMMEN HJEM som afgørende for, at han er nået hertil:
Jeg har i den grad følt mig værdsat og er blevet bevidst om, at der er en plads derude på arbejdsmarkedet. Jeg starter i Københavns Lufthavn, hvor jeg har fået en stilling som Supervisor i Security. Noget, jeg ser virkelig meget frem til, slutter Troels Stjernholm.