Tommy fandt jobbet, da han først havde fundet sig selv
Udgivet d. 30. april 2026 af Velkommen Hjem
Det kan være udfordrende at finde den rette vej i livet, når man på den ene side føler, at man er på en perfekt arbejdsplads, men samtidig oplever, at ens prioriteter i tilværelsen gradvist forandrer sig. Det var den situation, som veteran Tommy Skrydstrup Kristensen befandt sig i, da han kontaktede VELKOMMEN HJEM.
Den militære karriere havde budt på udsendelser til både Afghanistan og Irak, og selv om det havde været hårdt, elskede Tommy de udfordringer og det fællesskab, som Forsvaret havde budt på. Men familien var blevet udvidet med to børn, og han var begyndt at overveje en ny fremtid i den civile verden.
Tommy blev introduceret til mentor Jonas Mark, der selv har taget turen fra Forsvaret til det civile liv, og som derfor kender til udfordringerne og mange af de tanker, der på det tidspunkt gik gennem Tommys hoved. Sammen fik de to optimeret Tommys CV og snakket om, hvordan man får mennesket til at træde tydeligere frem over for mulige arbejdsgivere. Den tilgang viste sig at være effektiv, og i dag sidder Tommy i en stilling som Assistant Manager Stevedoring i Blue Water Shipping.
Stod et nyt sted i livet
Som soldat havde Tommy efterhånden prøvet mange ting og lysten til at skifte uniformen ud med en civil karriere var begyndt at melde sig. Som mange andre veteraner i den situation var Tommy dog i tvivl om, hvor og hvordan han ville passe ind i erhvervslivet. Ligesom han var usikker på, hvordan han skulle få oversat sine erfaringer og kompetencer fra Forsvaret til noget, en civil arbejdsgiver kunne forstå. Som Tommy forklarer:
– Jeg oplevede især, at mine fagtermer og erfaringer var svære at få til at fungere i civile jobopslag. Derudover var det en udfordring at forstå, hvordan jeg kunne gøre mit CV let læseligt og invitere folk ind – i stedet for bare at liste funktioner og titler.
På den anden side af bordet var Jonas klar til at hjælpe. Jonas arbejder til dagligt som Senior Manager i Novo Nordisk, men inden da havde han ligeledes en karriere i militæret. Det var en af grundene til, at han i sin tid meldte sig som mentor.
– Jeg husker min egen overgang fra Forsvaret til det civile som en meget svær og til tider ensom proces, og det var før VELKOMMEN HJEM fandtes. Derfor er det også naturligt for mig at tilbyde min hjælp og støtte til andre, der står midt i det skifte.
Jonas opdagede hurtigt, at Tommy havde samme udfordring, som mange andre veteraner, Jonas havde talt med. Nemlig at positionere sig selv og sørge for at få fremhævet de kompetencer, man har som tidligere soldat. Jonas fortæller:
– Tommy var som så mange andre veteraner udfordret af, at skulle sælge sig selv – og sælge sig selv som lederen Tommy frem for soldaten Tommy. Vi brugte en del tid på at tale om, hvordan hans kompetencer og drive kunne oversættes til noget, som en civil arbejdsgiver ville kunne forstå og ønske sig.
Opbrud på flere fronter
Én ting var den karrieremæssige udfordring. Da Tommy mødte sin mentor første gang, stod han desværre også midt i en skilsmisse. Det handlede derfor ikke kun om at finde vej rent professionelt, men om at finde fodfæste i en ny hverdag.
– I den periode blev Jonas også en vigtig sparringspartner på et mere personligt plan. Det har haft stor betydning for mig, at der var plads til den del – og at samtalerne ikke kun handlede om CV og ansøgninger, men også om det menneske, der stod midt i det hele.
Som Tommy forklarer, var Jonas ikke bare en mentor i forhold til det praktiske og administrative, men en sparringspartner, der også bidrog med menneskelige refleksioner og perspektiver, når der var brug for det.
Mødtes omkring golfen
Jonas hjalp i første omgang med at få Tommys CV oversat fra militære termer til civilsprog. Gradvist begyndte de to også at øve telefonsamtaler, kaffemøder og jobsamtaler. De menneskelige møder, hvor man kan lade personligheden skinne igennem og fremhæve nogle menneskelige egenskaber.
Samtidig opbyggede Tommy og Jonas et fællesskab om en af de ting, de begge brænder for: nemlig golfen. Jonas uddyber:
– Tommy og jeg deler en passion for golfen, hvilket har fungeret godt som et fælles referencepunkt. Vi har kunnet bruge golfen som metafor for mange af de dilemmaer, man møder undervejs i en proces. Golf er et spil, hvor man konstant skal løse de problemer og udfordringer, man står overfor på vej mod at få bolden i hul. Tilsvarende har vi skullet finde løsninger på en masse problemer og udfordringer for at lykkes med at få Tommy i det rette job.
De militære kompetencer bliver brugt på en ny måde
Når Tommy i dag ser tilbage på mentorforløbet roser han især Jonas for ikke bare at sige, hvad han skulle udføre, men hele tiden understrege formålet med de forskellige øvelser og samtaler.
– Jonas sagde ikke bare, hvad jeg skulle gøre, men forklarede hvorfor. Det gjorde, at jeg selv begyndte at forstå det og blev mere selvstændig. Jonas bidrog også med netværk, men opfordrede mig i høj grad til selv at række ud til virksomheder. Det var faktisk den tilgang, jeg havde størst succes med. Jeg fandt ud af, at jeg ikke nødvendigvis havde brug for nogen til at åbne døren for mig.
Efter et givende forløb for begge parter har Tommy fået job som Assistant Manager Stevedoring hos Blue Water Shipping. Det er langt fra Forsvaret og alligevel ikke, for Tommy bruger mange af de erfaringer og tilgange, han lærte gennem årene i militæret. Han siger selv:
– Jeg er landet i en spændende virksomhed, hvor jeg ikke skal gå på kompromis med min arbejdsstil eller arbejdsglæde. Det er en stor organisation med mange muligheder, og jeg kan tydeligt se, at det er et sted, hvor jeg kan udvikle mig og vokse over tid. Hos Blue Water Shipping arbejder jeg tæt på driften og med opgaver, der i høj grad minder om den logistik og koordinering, jeg kender fra Forsvaret.
Som Tommy forklarer, er han trænet i at navigere i en hverdag, der hurtigt ændrer sig, og fra Forsvaret er han vant til at tilpasse sig og få det bedste ud af situationen. Går tingene ikke lige som planlagt, har Tommy ligeledes en veludviklet pytknap, for som han siger, løser dårlig stemning og sure miner ikke noget.
Veteraner kan mere end de tror
Set med mentorens briller var forløbet ligeledes en positiv oplevelse. Som Jonas forklarer, udvikler han sig og styrker sine kompetencer som coach hver gang, han får lov at hjælpe en veteran. Forløbet med Tommy bekræftede desuden Jonas i et par ting, der ifølge mentoren kendetegner mange veteraner:
– Veteranerne undervurderer ofte deres egne faglige og menneskelige kompetencer. De aner ikke, hvor dygtige de egentlig er. De har praktiske erfaringer med efterspurgte discipliner og fokus på at løse opgaven som et team. Men de er samtidigt enormt utrænede i at søge job og gå til samtaler.
Som Jonas understreger, er det vigtigt, at veteraner har mulighed for at få hjælp til at skifte karrieremæssig vejbane, og at de bliver opmærksomme på, at VELKOMMEN HJEM eksisterer.
– Det er vigtigt, at de nyere generationer kan se, at der er en vej videre ud i det civile, når tiden i Forsvaret får en ende. VELKOMMEN HJEM skaber en bro til det civile erhvervsliv, der kan være en styrke for den enkelte veteran, men også være til gavn for opgaveløsningen på begge sider.
Tommys soldaterhistorie
- Tommy startede som infanterist i Livgarden, hvor han blandt andet havde en hård udsendelse til Afghanistan.
- Senere blev han befalingsmand og gjorde tjeneste ved Jydske Dragonregiment og Slesvigske Fodregiment, herunder også en udsendelse til Irak.
- Tommy afsluttede sin tid i Forsvaret som lærer ved Sergentskolen, hvor han samtidig havde mulighed for at udvikle sig gennem en civil uddannelse.

