Se dig selv udefra! Du kan meget mere, end du tror!  

Udgivet d. 26. januar 2026 af Velkommen Hjem

Veteran Frank Jensen var kort sagt træt efter 6 år i Forsvaret og udsendelser til både Irak og Afghanistan. Han vidste derfor, at fremtiden lå væk fra militæret, men var usikker på, hvor han skulle kigge hen. Via VELKOMMEN HJEM kom Frank i kontakt med mentor Edith Kahlke, der arbejder som erhvervspsykolog bl.a. i Forsvaret. Med hendes hjælp fik Frank sat hele jobsøgningsprocessen i system og blev kastet ud i en række konkrete opgaver. Men Frank fik også støtte på det personlige plan og lærte, at man ofte kan mere, end man tror. Med en uddannelse som sygeplejerske i bagagen fandt Frank et job som mellemleder på et plejehjem, hvor han udnytter kombinationen af erfaringer som leder i Forsvaret og sin sundhedsmæssige baggrund.

En nagende tvivl er typisk en af de følelser, som mange veteraner oplever, når tankerne om en civil karriere melder sig på banen. Man ved, at man har en masse kompetencer. Men hvordan kan det, man har lært, gøre nytte uden for Forsvaret? De tanker havde veteran Frank Jensen også. Han vidste, at han havde lært en masse i Forsvaret, men han var usikker på, hvordan de evner kunne omsættes til konkret værdi i det civile. Som Frank forklarer: 

– Min største udfordring var helt sikkert at se værdien i det, jeg havde med i rygsækken. Jeg så mig selv som fagligt dygtig, men jeg var i tvivl om, om jeg kunne bruges til noget andet end det, jeg allerede lavede.

Samtidig havde udsendelserne sat sine spor både fysisk og mentalt. Frank var derfor klar over, at der skulle ske noget nyt. 

– Da jeg kontaktede VELKOMMEN HJEM, var jeg udbrændt og træt. Jeg er veteran med en PTSD-diagnose, der har kæmpet mig videre og har været godt fungerende i en periode. Jeg kunne mærke, at mit arbejde sled for hårdt i mig, og derfor havde jeg brug for at komme videre og få en bedre balance i livet. Håbet var, at jeg med VELKOMMEN HJEM kunne finde ny inspiration og hjælp til dette, forklarer Frank.

Normalt holder veteraner lidt igen

Frank kom med i et forløb i VELKOMMEN HJEM og fik som mentor Edith Kahlke, der har fungeret som erhvervspsykolog for mange forskellige virksomheder i mere end 25 år og samtidig har været tilknyttet Forsvaret. Hun kender derfor alt til de udfordringer og usikkerheder, veteraner som Frank ofte møder, når de vil skifte uniformen ud med civilt arbejdstøj. Ifølge Edith Kahlke er Frank et typisk eksempel på en ydmyg veteran.

Jeg vil sige, at mange af Forsvarets medarbejdere er meget pæne, ordentlige og opgaveorienterede mennesker. Det er måske også derfor, at de kan have lidt svært ved at sælge sig selv og at oversætte deres kompetencer til noget, som det civile arbejdsmarked efterspørger, forklarer Edith Kahlke og fortsætter: 

Her er det, at en udefrakommende mentor, der har et ben i flere verdener, kan være en meget god støtte til at få veteranen til at se sig selv udefra. Mentoren kan så både udfordre og støtte veteranen. Og nogle gange bare være en praktisk hjælp ved at pege på muligheder, læse ansøgninger, være sparringspartner på jobsamtaler og så videre.

Veteran Frank Jensen

En sund vej videre fra Forsvaret  

Kort efter at Frank blev sat i forbindelse med sin mentor Edith, havde de to et online-møde. Her fik de forventningsafstemt og sat rammen for deres samarbejde. Eftersom de bor langt fra hinanden, valgte de at køre mentorforløbet hele online. 

Edith fik sat en retning på processen og hjalp også med at få styr på de basale ting. Men lige så vigtigt kunne Edith også sparre med Frank i forhold til hans mentale velvære og stresstilstand. Frank sætter ord på forløbet:

– Edith hjalp med at strukturere arbejdet fremadrettet og gav mig en masse værdifuld feedback på alt fra LinkedIn, CV, jobsøgninger og så videre. Men også på det personlige og adfærdsmæssige plan. Jeg var nok præget af en stresstilstand, som til tider gjorde mig enormt anspændt. Det fik vi også italesat og arbejdet med.

Kombinationen af uddannelse og erfaring sikrede jobbet

Efter sidste udsendelse havde Frank uddannet sig til sygeplejerske, og det åbnede døren til hans nuværende stilling som mellemleder på et plejehjem. Her bruger Frank blandt andet de ledelsesevner, han fik med sig fra militæret. Han nævner desuden sine erfaringer med kommunikation og samarbejde som noget af det, han gør brug af i dag

– Meget af det jeg bruger i dag, er en del af den “opdragelse”, jeg har fået i Forsvaret. Her bliver man vant til at tage beslutninger under pres. Og får en forståelse af, at en ordre ikke er noget negativt, men er simpel og direkte kommunikation, der gør det nemt. At vi er stærkere i fællesskab, og når fællesskabet samarbejder, så kører det bedre, fortæller Frank.

Mentor Edith Kahlke

Den rette tid og den rette mentor

Med nyt job og ny energi ser Frank tilbage på mentorforløbet med stor tilfredshed. Edith Kahlke kunne rådgive og hjælpe, og hun var netop den støtte, Frank havde brug for. 

– Alt i alt har jeg haft et fantastisk samarbejde med min mentor, som jeg er meget taknemmelig for. Gennem hele forløbet følte jeg hele tiden, at jeg havde en mentor, der støttede og guidede mig, men samtidig lod mig lave arbejdet, så jeg lærte og forstod, hvad der skete, fortæller Frank.

Som mentor har Edith Kahlke fået endnu et bevis på, at veteraner har meget at byde på, hvis de får en håndsrækning på rette tidspunkt. 

– Jeg har som psykolog ofte set, at når man i en periode har været presset og gerne har villet noget, som man ikke helt har kunnet tage hul på, så kan man begynde at tvivle på sig selv. Her kan en mentor, for eksempel fra VELKOMMEN HJEM, være med til at gøre en forskel og udfordre den tænkning, slutter Edtih Kahlke.

Den korte soldaterhistorie om veteran Frank Jensen

  • 2006 Jeg startede i Jydske Dragonregiment i februar 2006 og var i HBU til og med marts. I juni overgik jeg til HRU-kontrakt.
  • 2007 Jeg blev udstationeret med JDR ? til Irak (hold 9). Jeg kom hjem til Danmark i august og tilgik herefter stabseskadronen og senere infanterikompagniet.
  • 2008 Jeg blev udlånt til Livgarden i forbindelse med en udstationering til Afghanistan (ISAF 6). Efter hjemkomsten blev jeg sygemeldt med tegn på PTSD.
  • 2010 Jeg startede på sygeplejeuddannelse i 2010, og grundet lidt sygemeldinger undervejs dimitterede jeg i 2015.  
  • 2015- Jeg har de sidste 10 år arbejdet som sygeplejerske.