Græsset har det med at blive grønnere, der hvor du vander det

Udgivet d. 13. oktober 2025 af Velkommen Hjem

”Mit mål var at finde et civilt job udenfor Forsvaret”, fortæller veteran Simon Lauridsen. ”Men undervejs i mit mentorforløb med Lasse Thorning Pedersen fra RackPeople, fik jeg noget, jeg ikke havde regnet med: En ny stolthed over mit arbejde i Forsvaret og en afklaring om, at mine nuværende kompetencer faktisk er stærke nok – også set med civile øjne. Jeg blev mødt af glade mennesker og har fået hjælp fra alle, jeg er kommet i kontakt med igennem VELKOMMEN HJEM. Jeg fik et civilt jobtilbud, men takkede nej. Ikke fordi jeg ikke kunne – men fordi jeg kunne mærke, at værdierne ikke matchede. Og dét i sig selv var en sejr. I dag er jeg stadig i Forsvaret – med fornyet energi og afklaring. Jeg har lært, at græsset ikke nødvendigvis er grønnere på den anden side. Det er grønnest dér, hvor du vander det.” Det er kort sagt historien om den proces, som Simon, nu Cyber-sikkerhedsspecialist i Forsvaret, netop har været igennem. Her kan du læse historien i sin fulde længde. 

Da Simon opsøgte VELKOMMEN HJEM, var hans udgangspunkt meget simpelt: Han håbede at få et nyt arbejde udenfor Forsvaret. Han var ikke så optaget af, om de militære kompetencer ville kunne forstås af en civil arbejdsgiver – han så andre udfordringer for sig i jobsøgningen.

– Jeg er ret heldig og arbejdede også dengang med IT i Forsvaret, som oversættes let til det civile. Mine største frustrationer og bange anelser lå primært I at sælge mig selv, i at finde modet til at række ud og skabe forbindelse, og så frygten for det forbandede “Hvorfor i alverden svarer de ikke på mine ansøgninger? Men undervejs i forløbet, faktisk allerede ret tidligt, ændrede mit håb om at finde et civilt job sig. Forløbet gjorde mig faktisk stolt af at være soldat igen. Meget af den stolthed opstod allerede under kick-off. På de to første dage i forløbet fik jeg flere “tak for din tjeneste”, end jeg har fået efter snart 10 år i Forsvaret, fortæller Simon, der ikke på daværende tidspunkt endnu var helt bevidst om, at netop den nye fornemmelse af stolthed ville komme til at ændre hans fokus og mål. 

Det har du styr på!

Efter kickoff fik Simon sin egen mentor; Lasse Thorning Pedersen, CEO & Founder i RackPeople, hvis hjerte brænder for Forsvaret og dets folk. Igennem Lasse Thorning Pedersen kunne Simon nu søge hjælp, støtte og sparring igennem hele sin jobsøgningsproces – og det var en stor hjælp. 

– Lasse har været en dygtig mentor. Han har presset mig til at komme ud i nogle situationer som jeg ville have vinket væk, hvis jeg selv havde skullet agere på dem, fortæller Simon og tilføjer:  

– Helt konkret blev Lasse lidt en støttefunktion for mig. Han ændrede ikke radikalt på mit CV eller min stil – tværtimod sagde han ofte: “Det har du styr på.” Og bare den anerkendelse gav mig ro. Det lærte mig, at jeg er god nok, som jeg er – og at andre chefer udenfor hegnet åbenbart også kunne se det. Konkret hjalp Lasse mig også med at få mine mål på plads og gøre dem visuelle. Vi brugte fx kort til at afklare, hvor langt jeg realistisk ville pendle. 

Veteran Simon Lauridsen & mentor Lasse Thorning Pedersen

Forsvaret versus det civile – eller hvad?

Undervejs i forløbet fik Simon tilbudt et job, hvilket jo netop var målet … i hvert fald til at starte med. For Simon ændrede langsomt sit fokus i takt med, at han blev mere bevidst om styrken ved sine egne kompetencer. 

– Lasse og jeg havde mange gode snakke, som gav mig både nye værktøjer og en ny forståelse af, at det ikke handler om “Forsvaret versus det civile”, men om at græsset er grønnest dér, hvor man selv vander det. Jeg endte med at blive tilbudt et civilt job, og selv om det var mit oprindelige mål, takkede jeg efter en tænkepause nej. Det kan lyde paradoksalt – men det føltes rigtigt. Det gav mig en ro i maven og selvtillid at blive tilbudt jobbet, men jeg mærkede også, at stedet ikke matchede mine værdier og ønsker. At turde sige nej var faktisk en sejr i sig selv, fortæller Simon.

Hvis jeg ikke havde haft kontakt med Lasse og VELKOMMEN HJEM, så havde jeg takket ja til det første job som tilbød sig, og det havde jeg endt med at spilde min tid med.

Veteran Simon Lauridsen

De er på, de er fleksible og de er klare i mælet …

Lasse Thorning Pedersen har som en af foreningens erfarne og engagerede mentorer igennem årene haft flere veteraner igennem et forløb. Han oplever, at veteraner som jobansøgere skiller sig ud fra civile på flere områder. 

– De er enormt bevidste om, at livet ikke altid udvikler sig ”lige ud”, og at det kan kræve, at man tager en ekstra tørn. De er også loyale, åbne og ærlige mennesker med stor integritet, forklarer han og tilføjer: 

– Med en baggrund i Forsvaret bliver man godt klædt på og lærer, at man ikke ”bare går hjem”, når det kræves, at man bliver. Holdet er vigtigt – ligesom klar og  direkte kommunikation er en forudsætning for at overleve!

Det vigtigste er da at komme i mål!

I Simon oplevede Lasse Thorning Pedersen igen en veteran med de samme stærke sider – som desuden voksede gennem forløbet og som vigtigst af alt blev afklaret og fandt sit ståsted.

– Jeg oplever, at Simon igennem forløbet fik en bedre tro på egne evner i en civil kontekst og en ny viden om, at græsset ikke nødvendigvis er grønnere på den anden side, men det har det med at blive grønt, der hvor man vander det, fortæller Lasse Thorning Pedersen, der blev overrasket over, at Simon ikke kunne lide at fortælle ham om sit nye job.

– Simon ringede og var nervøs for, om jeg blev skuffet, hvis han valgte at blive i Forsvaret. Nej, for søren – for så kom vi jo i mål!!! Simon var blevet klogere på sig selv og sine muligheder og Forsvaret har fået en tilfreds medarbejder, slutter Lasse Thorning Pedersen.  

Jeg går gladere på arbejde, og små irritationer, som jeg tidligere hængte mig i, fylder ikke længere. Forløbet har lært mig, at der altid findes andre løsninger – og det har givet mig et helt andet perspektiv på mit arbejdsliv.

Veteran Simon Lauridsen

Den korte soldaterhistorie om veteran Simon Lauridsen

  • 2017 Værnepligtig i Telegrafregimentet Haderslev. Herefter HRU i Haderslev og afsluttede i Fredericia, da føringsstøtteregimentet blev oprettet.
  • 20xx Fra konstabel til overkonstabel af første grad i Fredericia.
  • 2022 Udsendt på NFP-01 til Letland.
  • 2025 Skift til Flyvevåbnet, hvor jeg nu sidder i en SG-stilling svarende til oversergent – med masser af uddannelse og spændende ansvarsområder. Min primære “titel” er cyber-sikkerhedsspecialst – hvor jeg arbejder med både defensive, og offensive cyber-operationer.