At forlade Forsvaret og gå civilt er en slags identitetsskifte

Udgivet d. 19. maj 2022 af Velkommen Hjem

Det var aldrig en flugt, men et positivt tilvalg, da veteran Kasper Storm valgte at gå civilt. Efter 17 år og 3 udsendelser kontaktede han VELKOMMEN HJEM og fik hjælp fra mentor Jan Christian Rasmussen fra Novo Nordisk bl.a. til at formulere sine kompetencer, skære CV og ansøgninger til – og især fik han det gode råd, at han skulle ”gå efter både det, jeg er god til og det, som jeg elsker at lave. Når de to ting bliver kombineret, så skal der nok være en arbejdsgiver, der ser kvaliteten og motivationen”

Kasper har nu landet en drømmestilling som Distriktschef i Lidl og er sikker på, at han nok skal komme til at stortrives i sin nye identitet i et job, hvor han bliver målt på resultater og belønnet derefter. 

– Alle store begivenheder i livet er forandringer og et identitetsskifte; fra studerende til lønmodtager, fra medarbejder til leder, fra ikke-forældre til forældre etc. Jeg tror, at så længe man er bevidst om dette, går helhjertet og engageret ind i sin nye identitet, og selvfølgelig har reflekteret over dette inden man tog sin beslutning om at søge ud af Forsvaret og besluttede sig for at melde sig til VELKOMMEN HJEM, så er jeg overbevist om, at man nok skal komme til at stortrives i sin nye identitet, siger Kasper.

For ham har Forsvaret altid været en fantastisk arbejdsplads, som har givet ham så meget i rygsækken, han ikke tror, at han kunne have fået andre steder. 

– Generelt forlod jeg Forsvaret, fordi jeg higede og søgte efter noget andet. Jeg søgte efter at være i spændingsfeltet, hvor virksomhedsvisioner, strategier og mål skal omsættes til konkret adfærd ved ”manden på gulvet”. Jeg søgte efter en arbejdsplads hvor man bliver målt på resultater og belønnet herefter. Hvor mulighederne er uden begrænsninger. 

Kasper Storm, veteran

Men som mange andre veteraner havde Kasper blandt andet svært ved at sætte ord på sine kompetencer på en måde, der gav mening i en civil kontekst. 

– Det, der udfordrede mig var, hvorledes jeg skulle sætte ord på det, jeg har lært i Forsvaret. Sætte ord på, hvad det egentlig er jeg kan og ikke mindst, hvilken del af det, jeg kan, er det så en civil virksomhed kan bruge. Derudover manglede jeg i høj grad selvtilliden til at føle, at jeg var relevant andre steder end Forsvaret. Jeg vidste, jeg kunne bidrage i Forsvaret, men jeg manglede troen på at jeg kunne skabe værdi andre steder, forklarer Kasper.

Gør det. Det er lige dig!

Da Kasper forlod Forsvaret, gik han først selv i gang med at søge et civilt job. Helt tilfældigt læste han en artikel om en veteran, der havde været med i et af VELKOMMEN HJEMs skræddersyede forløb, der hjælper veteraner styrket og afklaret gennem transitionen og ud i et godt civilt job eller ind på den rette uddannelse. 

– Jeg blev nysgerrig og kunne se, at jeg havde adskillige tidligere kollegaer som havde deltaget i et forløb i foreningen. Så jeg kontaktede flere af dem og fik af alle enstemmigt samme svar: ”Gør det, det er lige noget for dig”. 

Man skal have sig selv med

Alle veteraner i et forløb i VELKOMMEN HJEM får deres egen mentor, som i seks måneder guider, hjælper og støtter dem i transitionen. 

Kasper blev matchet med en af foreningens dygtige mentorer, Jan Christian Rasmussen, der til daglig er Senior facilitator i Novo Nordisk, til stor glæde for veteranen.

– Jan har været god til at give mig den plads og ro jeg havde brug for, for at gøre dette rigtigt, på min måde. Det har hele tiden været vigtigt for mig, at dette skulle gøres rigtigt, således jeg havde mig selv med. Det så Jan lige med det samme og har givet mig muligheden for, forklarer Kasper og fortsætter:

– Jan har været den udenforstående støtte og sparringspartner i alt, hvad der frustrerede mig og som jeg havde det svært ved, eller helt generelt ikke forstod. Det har været godt for mig at have en sparringspartner som ikke er ven, familie eller kollega, og ikke har et forhold til, hvad jeg burde ønske med min karriere, men som blot uforbeholdent støtter og vejleder mig i det jeg gerne vil. Selv om der har været perioder, hvor jeg har arbejdet med mit og ikke kontaktet Jan, så har jeg gennem hele forløbet sat utrolig stor pris på den hjælp og støtte han har givet. Der har for mig været en tryghed i at vide, at såfremt jeg stødte på en udfordring i min proces, så ville jeg altid kunne kontakte Jan. 

Min mentor har i særdeleshed hjulpet med at sætte ord på, hvad jeg kan og hvordan jeg skaber værdi. Han har hjulpet mig med, hvilke kompetencer jeg skal fokusere på. Det vigtigste har nok været, at Jan har fået overbevist mig om, at jeg ikke uforbeholdent skulle gå efter det, jeg er god til, men at jeg derimod skulle gå efter det, jeg er god til og det, som jeg elsker at lave. Når de to ting bliver kombineret, så skal der nok være en arbejdsgiver, der ser kvaliteten og motivationen. Og ikke mindst, så har Jan givet mig selvtilliden til at få det til at lykkedes.

Kasper Storm, veteran

Det er Kaspers proces, ikke min. 

Jan Christian Rasmussen oplever også, at der har været en rigtig god forståelse mellem Kasper og ham selv omkring forventningerne til hinanden og den måde, sparringen skulle forløbe på.

– Kasper og jeg havde en god kemi fra vi mødtes første gang. Vi talte meget om alt muligt andet end arbejde og ansøgninger, fortæller Jan Christian Rasmussen og uddyber: 

– Kasper har været meget åben og velforberedt under hele forløbet, hvilket har været en positiv overraskelse. Vi har begge været ret pragmatiske med hensyn til skriftlige aftaler, regelmæssige møder, hyppig kontakt osv. Den stil har passet os begge. Jeg har været tilgængelig og responderet relativt hurtigt, men har afventet Kaspers udspil. Det er hans proces, ikke min.

Som mange andre mentorer oplever også Jan Christian Rasmussen, at veteranerne er yderst kompetente, at de tydeligvis kan være med til at skabe værdi i erhvervslivet. 

– Det, jeg værdsætter hos Kasper, er hans grundige træning i ledelsesdiscipliner og hans praktiske erfaring. En god kombination af teori og praksis. Jeg finder ofte, at andre organisationer (offentlige og private) enten har teoretiske ledere, der har læst en bog og været på et kursus eller hands-on ledere, der har lært ledelse on-the-job. I Kasper ser jeg en leder, hvor militæret gør en bevidst indsats med hensyn til både teorien og praktikken. Kasper virker til at have ekstraordinært gode kompetencer og erfaring inden for planlægning, logistik og projektledelse – alt sammen anvendeligt udenfor militæret, siger Jan Christian Rasmussen.

Det rette fokus resulterer i det rette job

Forløbet endte med et drømmejob til Kasper, hvor han kan få opfyldt sine ambitioner, som driftschef i Lidl. Det tilskriver han i høj grad forløbet i VELKOMMEN HJEM og den sparring og hjælp, han har fået af Jan Rasmussen. 

– Jeg tror ikke, at det var lykkedes mig, såfremt jeg ikke havde været en del af VELKOMMEN HJEM. Jeg er selvfølgelig bevidst om, at det er mig der har fået det til at lykkedes, at det er mig, der er blevet tilbudt et job. Men jeg tror på, at det er VELKOMMEN HJEM, der har fået mig til at fokusere på de rigtige kompetencer og til at søge de rigtige jobs, forklarer Kasper og slutter: 

– Jeg skal nu starte som distriktschef i Lidl. Jeg skal lære et helt nyt fagområde, en ny organisation og nye kollegaer at kende og ikke mindst skal jeg bevise over for dem, at de har truffet det rigtige valg. Jeg skal i Lidl fortsætte min udvikling, udfordre og udvikle mine ledelseskompetencer og så er jeg spændt på at se, hvor det kan række til på sigt. Lige nu glæder jeg mig ustyrligt meget til at komme i gang. 


OBS. Billede af Kasper Storm i toppen er taget af Militærfoto.dk