Jeg er skidehamrende stolt over min tid i Forsvaret

Udgivet d. 9. juli 2023 af Velkommen Hjem

Veteran Jonas Tidemann forlod Forsvaret med en stolt fornemmelse i maven efter 15 års tjeneste og 2 udsendelser. Og de gode oplevelser fortsatte faktisk, da han overgik til det civile erhvervsliv: Efter jeg er kommet ud af Forsvaret, har jeg fundet ud af, at jeg virkelig har mange kompetencer, som er værdsat uden for hegnet, siger Jonas. 

Den positive modtagelse skyldtes blandt andet den hjælp, han fik af en af foreningens skarpe og erfarne mentorer Lene Groth fra STARK Group. Sparringen handlede især om balancen mellem familieliv og arbejde – og vigtigst af alt, at finde ud af, hvem Jonas er uden uniformen. Her kan du læse historien om et mentorforløb, der både har udviklet sig til et personligt venskab og som hjalp Jonas til at lande en fastansættelse som bygningskonstruktør ved RAVN Arkitektur. 

– Jeg forlader Forsvaret som en naturlig del af min kontrakt, som udløber når jeg fylder 35 år. Jeg har siden jeg startede i Forsvaret været bevidst om, at jeg ikke skulle være ansat til min pensionsdag. Så det har hele tiden været meningen, at jeg skulle ud og prøve noget andet, når jeg var klar til det. Den tid er nu, siger Jonas, der ikke smækker med døren – tværtimod forlader han Forsvaret med stolthed og taknemmelighed, fordi han i Forsvaret har lært så meget.. 

– Det har været en enorm fordel for mig personligt i at lære mig selv at kende. Det har været sundt og lærerigt. Efter jeg er kommet ud af Forsvaret, har jeg fundet ud af at jeg virkelig har mange kompetencer, som er værdsat uden for hegnet. 

Mange af de ting, man som soldat gør for ens kammerater, for enheden, teamet og opgaveløsningen er med til at gøre en robust. Og for mig har det givet et godt grundlag for at analysere opgaver ud fra mange forskellige aspekter. Det er helt unikt, forklarer Jonas og tilføjer: 

– I Forsvaret er det desuden et helt unikt fællesskab, som for mig har været virkelig godt. Jeg savner hver dag mine gamle drenge og piger i Forsvaret. Det har taget noget tid at vænne sig til ikke at have så godt et sammenhold, som jeg oplevede i der.

Skidehamrende stolt

Jonas havde gennem en kammerat hørt virkelig godt om VELKOMMEN HJEM, og han kontaktede foreningen, da han stoppede i Forsvaret og kom i et forløb.

– VELKOMMEN HJEM har hjulpet mig med at forstå de mange kompetencer, man som soldat ofte har med i rygsækken. Forståelsen for, at man med lidt arbejde godt kan omsætte det til gode redskaber ude i den civile verden. Det har også givet mig en god følelse af stolthed over at have været i Forsvaret. Jeg er skidehamrende stolt over min tid i Forsvaret, og det har været med til at præge og danne mig som person, forklarer Jonas. 

At møde andre på kickoff, som går med samme overvejelser og tvivl som en selv, er værdifuldt. Man er ikke alene i det her. Vi er der for hinanden og parate til at skabe et godt netværk uden for hegnet, fuldstændig som vi gør inden for hegnet.

Veteran Jonas Tidemann 

Jonas Tidemann, veteran

Fandt sig til rette som Jonas uden uniform

Rollen som mentor har mange facetter og Lene Groth fungerede da også både som faglig rådgiver, indsigtsfuld erhvervskvinde og personlig sparringspartner for Jonas. 

– Lene har hjulpet mig med at se mit CV igennem, og jeg har gjort brug af hendes netværk i forbindelse med samtaler. Vi har talt meget om balancen mellem familielivet med børn og arbejde og vigtigst af alt, har vi brugt tid på at finde frem til, hvem Jonas er uden uniformen. Jeg har haft det svært med at finde mig til rette i rollen uden uniform. Jeg har siden 2008 hele tiden haft en vej, jeg skulle gå i Forsvaret. Den var pludselig væk, da jeg stoppede, og der åbnede sig en ny i det private. Det har vi brugt meget tid på at snakke om, og jeg er blevet mere rolig i min nye tilværelse. Når jeg har været fyldt med usikkerhed, har hun været der for at berolige og stille de rigtige spørgsmål. Vi har fået lagt en plan for fremtiden og det har givet mig ro, siger Jonas, der ser det som en stor ære, at Chief Human Resources Officer i STARK Group, Lene Groth, ville bruge tid på hjælpe ham.

– I starten var jeg meget benovet over, at en så højt placeret profil i erhvervslivet havde tid i sin travle kalender til at snakke med en som mig. Fra første møde har jeg følt mig enormt tryg og tilpas. Der er intet, der er for småt og der har været plads til at snakke om alt. Lene har været god til at skabe ro i maven, så man har fået fornyet tro på sig selv og til at give den gas. Hun har virkelig været værdifuld i hele denne proces. Hun har været en uvurderlig støtte og hamrende god sparringspartner hele vejen igennem, og vi er begge enige om, at det ikke stopper her, vi fastholder kontakten i fremtiden, fortæller Jonas.

Jeg har fået en fornyet tro på, at jeg faktisk godt kan andet end at løbe ud over en mark i Borris skydeterræn. Jeg har også fået et unikt netværk gennem min mentor og en nær ven, som jeg kan række ud til, når jeg har brug for det.

Veteran Jonas Tidemann

Hjælp til dem, er bokser med transitionen

Lene Groth har i en del år været mentor på frivillig basis, og hun var ikke svær at overtale til at tage rollen som mentor i VELKOMMEN HJEM.

– Da jeg hørte om VELKOMMEN HJEM, gav det rigtigt god mening for mig, fordi jeg via familien har kendskab til nogle af de vanskeligheder, som vores hjemsendte soldater bokser med. Jeg mener også, at når man er det sted i livet, som jeg er, så er det mindste man kan gøre at række ud og hjælpe i det omfang, man kan være til nytte, forklarer Lene Groth, der samtidig ser veteranerne som yderst attraktive for erhvervslivet.

– Der er virkeligt mange kompetencer som veteranerne har, som er gode for erhvervslivet. Hvis jeg skal nævne nogle få, er det ledelse, teamwork og projektstyring, siger Lene Groth. 

Hun er af samme grund overrasket over, at det alligevel kan være svært for veteraner at gå fra en militærkarriere til en civil. 

– Det er gået op for mig, at meget handler om sprog og kommunikation. I erhvervslivet er vi virkelig slemme til at anvende indforstået sprog, så andre føler sig ekskluderet. Det kan få en veteran til at føle, at de ikke ved noget, eller kan noget. Men det skal jeg da lige love for, at de kan, siger hun.

Jeg har været overrasket over, hvor dårlig forbindelsen er mellem militæret og erhvervslivet. Det er som to helt separate verdener. Vi er slet ikke gode nok til at udnytte hinandens kompetencer og tale samme sprog.

Mentor Lene Groth

Lene Groth, mentor

Et enkelt råd kan gøre en stor forskel

Når det gælder Jonas, så er der endnu flere styrker og personlighedstræk, som Lene kan fremhæve, som attraktive kompetencer i forhold til et civilt job. 

– Ordentlighed, struktur, teamorientering, passioneret, lederevner, ærlighed og evnen til at reflektere – og så er han ekstremt læringsorienteret, siger Lene Groth, der i forløbet med Jonas netop har arbejdet på at få ham til selv at forstå sine styrker.

– Jeg har formentligt været god til at give Jonas et boost af selvtillid og struktur på hans tanker om fremtiden, så han er blevet mere klar og målrettet i hans søgning. 

Da Jonas en dag havde været hjemme og reflektere og tale med sin hustru efter et af vores møder, kom han tilbage fyldt af energi glæde, fordi nogle ting var faldet på plads i hans hoved. DET var en fed oplevelse – at se, hvordan et enkelt råd havde direkte og tydelig indvirkning på en anden person, siger Lene Groth.

Nogen ser faktisk det store potentiale

Jonas har nu sagt ja til en fastansættelse ved RAVN Arkitektur som bygningskonstruktør efter, at han har været i et barselsvikariat samme sted. Jonas mener, at han i høj grad kan takke Lene for jobbet.

– Der er ingen tvivl om, at min mentor Lene har været en stor faktor, i at jeg er blevet tilbudt fastansættelse. Hun har været med på sidelinjen siden starten og har bidraget med sparring, siger Jonas, der har oplevet hele forløbet som en lang opbakning.

– Jeg har fået et kæmpe skulderklap. Både på kickoff og efterfølgende af min mentor. Der er faktisk nogen, som ser det kæmpe potentiale veteraner har og ser os som værdifulde medarbejdere med skarpe kompetencer i rygsækken, slutter Jonas.

Den korte soldaterhistorie om veteran Jonas Tidemann

Jeg startede min værnepligt i Livgarden 4. august 2008. Herefter kom jeg ret hurtigt til Sergentskolen i Sønderborg. Jeg var færdiguddannet sergent i april 2009 og herefter kom jeg tilbage til Livgarden som vagtgående sergent i vagtkompagniet. I slutningen af min kontrakt søgte jeg om at komme til Varde for at hjælpe med at uddanne HBU’er og havde her et værnepligtshold inden min kontrakt udløb.

På daværende tidspunkt var der ikke nogen K35 kontrakter at få i hæren. Jeg havde derfor en ufrivillig pause fra Forsvaret, indtil min daværende udstikker ringede i maj 2012 og spurgte, om jeg ville starte på Kasernen i Varde med start august 2012.

Jeg skyndte mig at sige ja. Jeg var ikke færdig med hæren og Forsvaret.

Herefter arbejdede jeg som sergent på et enkelt værnepligtshold HBU og fulgte med over i HRU som sergent for at uddanne dem til konstabler med henblik på udsendelse til Kosovo som bevogtnings enhed i Camp Novo Selo på hold KFOR 30B i 2014. Da jeg vendte hjem fra udsendelsen, startede jeg som efterretningsbefalingsmand ved UAS-delingen. Her var jeg helt frem til jeg startede på CU i 2019. Ved UAS endte jeg som Oversergent (VUT-1 i 2016) og var udsendt til OIR (Hold 7) missionen i Irak (2018) som gruppefører.

Kronologi

  • August – november 2008 Værnepligtig
  • November 2008 – april 2009 (Uddannelse) Sergent (HSGS)
  • April – august 2009 (Uddannelse) Sergent (Kampskolen)
  • august 2009 -januar 2010 Livgarden
  • Februar – august 2010 HBU Varde
  • 2010-2012 Pause (arbejdede som tømrer og pædagogmedhjælper)
  • August 2012-februar 2013 HBU Varde
  • Februar 2013-august 2014 HBU Varde
  • August 2014-januar 2019 UAS Varde

Uddannelser

  • 2009 Sergent
  • 2014-2016 Efterretningskurser
  • 2016 Oversergent 

Udsendelser

  • April-august 2014 FOR 30B Kosovo
  • april -august 2018 OIR 7 Irak
  • Februar 2019- juni 2022 Starter Civil Uddannelse på fuld tid som bygningskonstruktør i
  • (Ansat ved Forsvaret – CU er med i K35 kontrakten)

Privat
Jeg blev født i 1987 i Bramming. Min mor var sygeplejerske og min far var speditør.
Jeg har to ældre søskende. Stille, rolig og tryg opvækst. I fritiden går jeg på jagt, spiller old boys fodbold og dyrker Judo. Jeg er gift med Annie, og vi har tre børn; Johan, Jalte og Asta i 2021. Vi bor i Ødsted udenfor Vejle.

Kort om VELKOMMEN HJEMs forløb

Et forløb starter med to dages kickoff, hvor de deltagende veteraner får indsigt og en bredere viden om erhvervslivet igennem oplæg og foredrag af erfarne, dygtige erhvervsfolk og erhvervseksperter. Veteranerne bliver desuden inddraget igennem gruppeforløb og 1:1 samtaler med erhvervspsykologer og karriererådgivere. Efter kickoff bliver hver enkelt veteran matchet med en af foreningens engagerede mentorer efter personlighed og faglige interesserer, og i de følgende seks måneder vil mentor guide, hjælpe og støtte veteranen i transitionen.