Fandt vejen ud af et scarcity-mindset og videre ind i et possibility- og ressource-mindset …
Udgivet d. 17. juli 2022 af Velkommen Hjem
Frederik Sloth kontaktede VELKOMMEN HJEM med et håb om hjælp efter 10 år i Forsvaret og 4 udsendelser. Han var nervøs for, om han ville blive nødt til at oversælge sig selv for at få en chance på det civile arbejdsmarked. Han kom med i et forløb i VELKOMMEN HJEM og fik en af foreningens dygtige mentorer, Sobia Akram fra Novo Nordisk:
VELKOMMEN HJEM fik åbnet mine øjne for mine egne kompetencer. Jeg ville aldrig have søgt stillingen som Cyber Security Risk Manager hos Ørsted, hvis det ikke, var for det forløb jeg har været igennem. Det handler om værdien af international erfaring; beslutningskompetence; kulturforståelse; sikkerhedsforståelse; planlægning; stakeholder management; osv. Forløbet har hjulpet mig med at omdanne mine erfaringer til en egentlig profil. På den måde har VELKOMMEN HJEM flyttet mig fra et scarcity-mindset til et possibility- og ressource-mindset, siger Frederik.
Frederik forlod Forsvaret af flere forskellige årsager – men han kastede sig ikke alene ud i det. Igennem soldaterkolleger havde han hørt om den hjælp, veteraner kan få i VELKOMMEN HJEM.
Det var en kombination af arbejdsforhold, karrieremuligheder og tanker om, hvad jeg gerne vil være for mine børn, der pegede på, at jeg måtte finde mig et nyt arbejde. Jeg kontaktede VELKOMMEN HJEM, fordi jeg følte mig enormt begrænset. Min uddannelsesmæssige kernekompetence om Afghanistans sprog og kultur kunne jeg ikke se relevansen af på det civile arbejdsmarked. Jeg var nervøs for, at jeg skulle oversælge mig selv for at have en chance. At finde arbejde uden for systemet virkede intimiderende; jeg vidste end ikke, hvilke jobtitler, jeg skulle søge efter. Jeg havde udelukkende hørt godt om VELKOMMEN HJEM gennem kolleger, så jeg kontaktede foreningen med et håb om hjælp, fortæller Frederik. Og det fik han. Frederik blev optaget i et forløb, og herefter forandrede hans mind-set sig fuldstændigt.
Fik hjælp fyldt af motivation og taknemmelighed
Et forløb i VELKOMMEN HJEM starter med to dages kickoff, hvor de deltagende veteraner får nye indsigter og en bredere viden om erhvervslivet igennem oplæg og foredrag af erfarne, dygtige erhvervsfolk og erhvervseksperter. Og mindst lige så vigtigt får de samtidig boostet deres selvtillid. Herefter bliver veteranerne matchet med en af foreningens erfarne og engagerede mentorer efter personlighed og faglige interesserer. Mentor vil i de næste seks måneder guide, hjælpe og støtte veteranen i transitionen.
Frederik blev matchet med mentor Sobia Akram, der er Corporate Vice President i Novo Nordisk, hvilket han på alle måder var glad for lige fra starten.
Det er en stærk oplevelse, når en fremmed stiller sin (værdifulde) tid til rådighed uden forventning om at få noget tilbage og med et utroligt autentisk ønske om, at det skal gå dig godt – særligt på et tidspunkt, hvor jeg ikke følte mig særlig stærk, siger Frederik og fortsætter:
Jeg har undervejs været fyldt af stor taknemmelighed – og det er en meget motiverende følelse. Sobia og jeg ’fandt’ hurtigt hinanden, og vores dialog og relation er åben, ærlig, ægte, omsorgsfuld, professionel, respektfuld og intellektuelt interessant. Vi har fra første møde kunnet betro os til hinanden.
Det er hårdt arbejde at søge arbejde
Udover den tryghedsfølelse og det boost, Frederik fik af Sobia Akram lige fra starten, så fik han også hjælp til alt andet, han havde brug for.
Jeg fik hjælp til en at finde min retning. Sobia har hjulpet mig med at afklare mine ambitioner; ønsker; evner. Det har både givet mig klarhed i forhold til, hvad jeg skulle søge og afsøge – men også en klarhed omkring, hvilke aspekter af min person, der ikke vil komme tydeligst til udtryk i den stilling, som jeg har takket ja til – og som jeg dermed skal fodre på anden vis eller i næste stilling, siger han og fortsætter:
Jeg fik også hjælp med ansøgningerne. Sobia og jeg har sparret om ansøgnings- og CV-skrivning, hvilket giver mig en sikkerhed for, at det ikke er kvaliteten af mine skriftlige færdigheder, der holdt mig tilbage. Vi har også sparret omkring det at gå til samtale. Samtidig har Sobia åbnet sit netværk for mig. Der ligger en kæmpe validering i, at én som Sobia vil anbefale mig til sit netværk. Og så er der supporten og opbakningen. Der er et kæmpe asset at have én at dele bekymringer, overvejelser, glæde og frustration med – og som samtidig kan se tingene udefra. Jeg har glædet mig virkelig meget til at ringe og bringe gode nyheder. Det er hårdt arbejde at søge arbejde, så det hjælper meget med solid opbakning, siger Frederik.
Veteraners styrke er blandt andet deres omstillingsparathed
Sobia Akram har valgt at være mentor i VELKOMMEN HJEM, fordi hun har stor respekt for det sikkerhedsarbejde, som Forsvaret udfører både for samfundet og ultimativt for os alle.
At blive en del af mentor-programmet er for mig et privilegium, hvor jeg får mulighed for både at ”give noget tilbage” og samtidig også får muligheden for at lære en masse selv; både fra dem, der indgår i et forløb som mentees, og også fra andre mentorer, der er en del af VELKOMMEN HJEMs forløb, fortæller Sobia Akram.
Det er hendes oplevelse, at soldater generelt har mange vigtige kompetencer med sig fra Forsvaret, men især fremhæver hun deres omstillingsparathed og evnen til at træffe hurtige, kloge beslutninger.
Skoling og erfaring fra militæret bringer en masse kompetencer med sig! De allervigtigste og stærkeste kompetencer, som jeg ser det, er for det første evnen til at arbejde med risici og dernæst evnen til at prioritere, gen-prioritere, hvis situationen kræver det, – og så genprioritere igen, såfremt situationen igen kræver det. Det vil sige – en stor omstillingsparathed sammenholdt med fokus både på det overordnede mål og formål, og på kalibrering af de taktiske tiltag for at nå målet, forklarer Sobia Akram.
Folk med erfaring fra militæret bringer ofte også et meget kreativt sind med sig med fokus på implementer-bare løsninger.
Mentor Sobia Akram
Stil krav! Du kan en masse …
Sobia Akram valgte, at hun og Frederik først og fremmest skulle arbejde med præcis den udfordring, der er for de fleste veteraner – nemlig at få ”oversat” forsvarskompetencerne fra militær-lingo til det civile sprog, som man typisk møder i stillingsannoncer og på arbejdspladserne.
Den oversættelse var vigtig at komme i gang med for at give Frederik en god mulighed for at have en ærlig dialog med sig selv om, hvilke jobs han eventuelt kunne tænke sig – og så selvfølgelig søge på de jobs. Vi arbejdede også med en anden og lidt mindre udtalt udfordring – nemlig at få styrket troen hos Frederik på, at han rent faktisk har nogle meget værdifulde kompetencer, som rigtigt mange arbejdsgivere har behov for! Det håber jeg, Frederik har opdaget nu, siger Sobia Akram og tilføjer;
Jeg håber også, at vores fælles sparring har hjulpet Frederik i hans arbejde både med sig selv omkring at skulle forlade militæret, og i hans forventninger til hans fremtidige arbejdsplads. Han må gerne stille krav, for han kan en masse!
For Sobia Akram har processen med Frederik været en givende oplevelse – både fordi Frederik er Frederik og fordi hans spørgsmål har ført til eftertanke hos hende.
Det har været alletiders oplevelse for mig! Vi lagde en plan om, at vi ville tage forløbet stille og roligt uden hastværk, og vi tillod os selv tiden til at lære hinanden at kende og få bygget en tillidsbaseret dialog. Det var en super god investering at starte der. Den mest positive oplevelse for mig i det her forløb har været at lære Frederik at kende! Han stiller utroligt mange spørgsmål, hvilket er superfedt – for det tvinger jo mig til refleksion og refleksion og så lidt mere refleksion, siger Sobia Akram.
En masse døre har åbnet sig
For Frederik har samarbejdet med Sobia Akram også i den grad været givende og han er dybt taknemmelig:
- Jeg har fået flyttet min selvopfattelse i forhold til faglige kompetencer. Jeg sigter højere nu og har også fået en mere betydningsfuld stilling, end jeg havde forestillet mig.
- Jeg får mulighed for en ny karriere. Jeg står tilbage med en klar følelse af, at der nu er åbnet en masse døre for mig. Jeg ser flere muligheder end før.
- Jeg får et meget mere spændende arbejdsliv, end jeg troede muligt civilt. Jeg får lov til stadig at arbejde med at beskytte vores samfund. Jeg kan bidrage mere til samfundet. Jeg bliver udnyttet bedre som samfundsressource nu, end hvis jeg havde sat mig i den type job, som jeg nok havde forestillet mig på forhånd.
Det havde de ikke behøvet!
Forløbet er nu afsluttet og Frederik er lettet over at have landet jobbet som Cyber Security Risk Manager hos Ørsted, og ikke mindst spændt på det nye, store ansvar, der venter i jobbet. Men frem for alt er han taknemmelig og måske stadig en smule overrasket over det set-up af dygtig, velmenende og frivillig hjælp, han har oplevet igennem VELKOMMEN HJEM.
Jeg er ærligt talt stadig overrasket over, at det er lykkedes så godt. Jeg er utroligt taknemmelig – overfor VELKOMMEN HJEM og min mentor Sobia. De havde ikke behøvet at stille sig til rådighed, slutter Frederik.
Den korte soldaterhistorie om veteran Frederik Sloth
- 2012 Startede i Forsvaret som sprogofficer.
- 2015 Udsendt til Afghanistan
- 2016 Udsendt til Afghanistan
- 2018 Udsendt til Afghanistan
- 2020 Udsendt til den Persiske Golf