Holdt fokus på at finde det rette job i en tid med begrænsede muligheder

Udgivet d. 18. november 2020 af Velkommen Hjem

Simon Siri var glad for, at han allerede var i gang med et forløb i VELKOMMEN HJEM efter 14 år i forsvaret og to udsendelser til Kosovo og Afghanistan, da corona-krisen ramte landet. Det gav ham styrken til at være åben for muligheder, men ikke gå på kompromis og tage et job, hvor han med egne ord ”ville blive miserabel”. Med hjælp fra sin mentor Thomas Woldbye, der også er bestyrelsesformand i foreningen og adm. direktør i Købehavns Lufthavne A/S, lykkedes det Simon at lande et drømmejob som assisterende projektleder i Jeudan.

Simon Siri, veteran

Simon Siri havde 14 gode år i Forsvaret, men det var aldrig planen, at han ville blive i Forsvaret indtil pensionen. På et tidspunkt skulle han videre – og det tidspunkt blev nærmere defineret og bestemt af en nyfødt baby.

– I 2013 blev jeg far for første gang. Der var stadig mange flere oplevelser i Forsvaret, jeg gerne ville havde haft, men for mig personligt harmonerede den nye titel som far ikke med titlen som soldat. Kæmpe respekt til dem, der får de to ting til at gå op i en højere enhed, det var bare ikke for mig.

Da jeg for mig selv havde truffet den beslutning, begyndte processen med at finde ud af, hvad jeg så skulle lave. Det tog noget tid, men jeg faldt til sidst over uddannelsen til Bygningskonstruktør. En uddannelse, der kunne føre til et job med mange af de elementer, som jeg vægtede højt i et arbejde: Projektledelse og en dagligdag, der vekslede mellem kontorarbejde og byggepladsen, fortæller Simon Siri og tilføjer:

– Tiden op til, at jeg skulle starte på uddannelsen, var meget frustrerende. Jeg var kommet over i en uddannelsesenhed i Forsvaret, hvilket var godt, da det gav lidt ro på i forhold til ikke længere at skulle udsendes. Men det var samtidig en mærkelig situation at stå med foden ude ad døren.    

Så pludselig egne kvaliteter i et nyt lys

Simon havde allerede hørt om VELKOMMEN HJEM, men stiftede først for alvor bekendtskab med foreningen gennem en ven og tidligere kollega, der selv var på vej ind i et forløb. 

– Han mente, at det også var noget for mig. Så jeg tog kontakt til foreningen og kom med på kickoff. 

– For mig var kickoff et kæmpe motivations-boost. Oplægsholderne synliggjorde nogle af de refleksioner, jeg kunne gøre her og nu for at nå mine mål, forklarer Simon.

– Da jeg startede i forløbet, havde jeg ikke for vane at sætte ord på mine kompetencer. Jeg fandt hurtigt ud af, at det er en kontinuerlig proces at skulle oversætte, hvad man mener, man kan, til et civilt sprog. Der er hele tiden ting, der kan præciseres og gøres mere tydeligt på CV’et. Der var mange aha-oplevelser under kickoff, men den største for mig handlede om oversættelse af kompetencerne: Jeg har i hele min karriere i Forsvaret haft en bred berøringsflade med folk lige fra toppen af ledelsen i bataljonen ned til manden på jorden. Når jeg har været projektansvarlig, har det altid været en naturlighed for mig at udøve differentieret kommunikation og inddrage de relevante aktører i opgaveløsningen. Det var ikke noget, jeg så som værende specielt, men VKH greb den med det samme og sagde ’Du skal skrive stakeholder management på dit CV’. Jeg var godt bekendt med begrebet, men havde på ingen måder lavet koblingen til, at det var det, jeg kunne. Det satte gang i en større selvransagelse omkring, hvilke kompetencer jeg egentlig havde med i rygsækken, og som jeg måske ikke var klar over, fortæller Simon Siri.

Blev 110% motiveret af mentorprofil

Som et væsentligt led i forløbet bliver veteranerne under kickoff matchet med en mentor. Simon fik foreningens egen bestyrelsesformand Thomas Woldbye som mentor.

Thomas Woldbye, mentor

– Jeg var meget spændt og en anelse nervøs, da Helene Djursø sagde, at hun ville sætte mig sammen med Thomas Woldbye. Udover at være en af folkene bag VELKOMMEN HJEM, er Thomas jo også adm. direktør i Københavns Lufthavn. Altså en markant profil i erhvervslivet. Dertil kom, at jeg skulle være hans første mentee i regi af VELKOMMEN HJEM. Det satte barren højt for mig og motiverede mig til, at jeg skulle levere 110% i vores samarbejde. Efter at have set hinanden an, formulerede vi en rammesætning for vores samarbejde. Det første, Thomas fik mig til, var at kortlægge, hvad jeg ønskede af en fremtidig arbejdsplads. Hvilke arbejdsopgaver vægtede jeg højt, hvordan var arbejdsdagen skruet sammen, flekstid eller mere faste rammer osv. Vi havde fra start en god sparring omkring hele processen med at gå til kaffemøder og jobsamtale. Hvilke kompetencer kunne jeg med fordel lægge fokus på, og hvordan jeg kunne give et retvisende billede af, hvad jeg kunne tilbyde en virksomhed. Dertil kommer det netværk, som VELKOMMEN HJEM og Thomas har adgang til, og som jeg fik adgang til. Der har været uvurderligt. Jeg er kommet i kontakt med mennesker rundt om i branchen, som jeg ellers ikke ville havde haft mulighed for, forklarer Simon og konkluderer:

– Thomas og jeg havde et virkelig godt og konstruktivt samarbejde. Selv om corona-krisen skabte pauser i forløbet, så kom vi efter det. Det hjalp mig meget at have en, foruden mig selv, at stå til ansvar overfor i jobsøgningsprocessen, siger Simon.

Det giver rigtig god mening at være mentor

Udover det store arbejde, som Thomas Woldbye lægger i VEKOMMEN HJEM som foreningens bestyrelsesformand, så oplever han nu selv, hvordan man som mentor kan gøre en forskel, der ikke alene gavner veteranen, men også erhvervslivet og samfundet. 

– Vi bør sige tak til dem, der har været ude og sætte livet på spil for os – for at bevare vores demokrati og sikkerhed. Det er langt størstedelen af vores veteraner, der er yderst kompetente og klar til en ny karriere på civil grund. Det vil sige, at vi har en samfundsressource, som vi alle indirekte har været med til at betale for at uddanne, og som vi slet ikke anvender i tilstrækkelig grad. Og det er jo spild. I den forbindelse gør foreningens mentorer en kæmpe indsats for at hjælpe veteranerne over broen og videre i en civil karriere. Så det giver det rigtig god mening for mig at være mentor, fortæller Thomas Woldbye. 

– Simon var ikke svær at være mentor for. Han havde allerede valgt en uddannelse og afsluttede den på meget flot vis midt i vores proces. Så vores fokus var mest på hvilken del af byggebranchen der var relevant for Simon, og hvordan jobindholdet egentlig skulle se ud i denne ret forskelligartede branche. Dernæst havde vi en god proces omkring at få Simon til at sætte ord på sine styrker og kompetencer. Som mange af vore veteraner, så er Simon ikke den råber sine fortræffeligheder ud fra tagene. Så det var vigtigt at tale igennem, hvordan mange af Simons erfaringer og kompetencer fra Forsvaret passede glimrende ind i mange af dem som erhvervslivet søger, herunder ledelse, processtyring og projekterfaring. Endelig, brugte vi tid på selve ansættelsessamtalen og hvordan man, uden at pudse glorien, kan give virksomhederne et solidt billede af en selv, og spille ind netop der, hvor den givne virksomhed har et behov.

Som nævnt, med Simons erfaring, uddannelse og modne personlighed var dette ikke en svær proces, men positivt og lærerigt. Jeg er lige så stolt som Simon over, hvad han nu har opnået, og det er helt hans fortjeneste, siger Thomas Woldbye.     

Corona-krisen ændrede jobsøgningsprocessen

Simon blev færdig med sin uddannelse et par måneder før, coronakrisen satte ind. Simon var – som han selv beskriver det; ”en smule ”studiefatigue”, og besluttede sig for, at han godt kunne bruge en time-out, før der kom et potentielt job på tavlen. 

– Men da jeg begyndte at afsøge jobmarkedet, var der en masse job, men kun et fåtal, der var egnede som introstillinger. Under kickoff var jeg blevet bekræftet i, at det kunne være en fordel at sigte lidt lavere i forhold til stillingsniveau. At der fandtes en stilling, der måske ikke var den, jeg allerhelst ville have, men det er ok at lande blødt, for så til gengæld være på den rette vej, siger han.

Da Danmark lukkede ned i marts, flyttede Simon sit fokus fra sin egen jobsøgning til hjemmet. 

– Selvom det var fantastisk at kunne bruge mere tid med mine børn, så fyldte min jobsituation meget i min bevidsthed: Hvornår finder jeg et job? Er min strategi for jobsøgning den rigtige? Skal jeg søge i andre brancher bare for at få noget?  Men at være på dagpenge er ikke noget, jeg har behov for at prøve igen.

Min motivation var derfor høj for at finde noget, men den blev presset meget af omstændighederne. Det var en frustrerende oplevelse, da jeg havde et meget klart billede af, hvordan min jobsøgningsproces skulle have set ud. Jeg havde set så meget frem til at komme ud og præstere og vise, hvad jeg kunne i et nyt job. Jeg begyndte at tvivle på, om jeg havde valgt den rette uddannelse, skulle jeg have valgt noget andet eller måske være blevet i Forsvaret?

Undervejs i processen havde Simon heldigvis Thomas Woldbye med på sidelinjen. Og han var løbende i dialog om sine tvivl og spørgsmål. 

– Thomas hjalp mig med at holde fokus på det, jeg gerne ville opnå. At jeg skulle være åben for de muligheder der var, men heller ikke tage et job, hvor jeg ville blive miserabel siger Simon.

Godt i gang med sin 2. karriere

For rigtig mange veteraner gør et forløb i VELKOMMEN HJEM en meget stor forskel. De fleste kommer i gang med den civile karriere, de drømmer om. Andre søger ind på en uddannelse for at kvalificere sig. Og enkelte vender tilbage til Forsvaret. Fælles for dem alle er, at de er blevet afklaret. Simon blev både afklaret, afsluttede en uddannelse og landede på præcis den karrierevej, han havde besluttet sig for.

– At have deltaget på kickoff, og gennemgået et mentorforløb har været altafgørende for, at jeg er nået dertil, hvor jeg er. Det, at have nogen, der anerkender den tid, man har brugt og de erfaringer man har gjort sig, er ikke noget, jeg ofte ser. For mig har det ikke handlet om at få et klap på skulderen. Det har handlet om stille mig selv bedst muligt i forhold til mit kommende job. Og her har VELKOMMEN HJEM og specielt min mentor, givet mig nogle værktøjer, som jeg har kunnet bruge i min egen proces i forhold til at starte min 2. karriere. Resultatet er, at jeg pr. 1. november er startet som assisterende projektleder i Jeudan. Det var fra starten var en af de virksomheder, jeg helst ville arbejde hos, men som jeg troede var umulig at nå. Jeg ville ikke have fået den mulighed, hvis det ikke havde været for VELKOMMEN HJEM, slutter Simon Siri.

Simon Siri, veteran

Den korte historie om veteran Simon Siri

I 2004 startede Simon Siri som værnepligtig i militæret. Allerede året efter valgte han at tage med til Kosovo på hold 12. Tilbage i Danmark igen, rykkede han til Livgarden. I 2007 blev han udsendt igen – denne gang til Afghanistan som stabshjælper på Hold 4. Da Simon Siri kom hjem, gennemførte han uddannelsen på Sergentskolen. Fra 2010-2012 tog han en pause fra militæret, hvor han færdiggjorde sin HF og samtidig tog en diplomuddannelse i ledelse. Fra 2012 til 2016 gjorde Simon Siri tjeneste i en Logistikenhed på Vordingborg kaserne og blev samtidig uddannet til Oversergent. Det blev den rang, han stoppede sin karriere i Forsvaret med, da han i 2016 startede på Bygningskonstruktøruddannelsen på Københavns Erhvervsakademi (KEA).