Veteraner kommer med stærke kompetencer, som har stor værdi for alle virksomheder 

Udgivet d. 11. juli 2025 af Velkommen Hjem

Tove Hejbøl Lindquist, er en af VELKOMMEN HJEMs yderst engagerede mentorer. Hun har haft talrige veteraner gennem sine kyndige hænder som mentor og stiller desuden op til foreningens mange forskellige arrangementer igen og igen. Hun mener, at det netop i disse år er virkelig vigtigt at være med til at vise, at Forsvaret i høj grad kan være en del af en karrierevej, hvor man opbygger rigtig gode kompetencer, og her spiller foreningens indsats en stor rolle. Tove Hejbøl Lindquist har netop afsluttet endnu et godt forløb med en veteran og i den forbindelse har vi stillet hende et par spørgsmål om rollen som mentor. Veteranen ønsker at være anonym.

Vi skal vise de unge generationer, at de opbygger vigtige kompetencer i Forsvaret, både i brug i Forsvaret, men hvis de en dag skulle få lyst til at prøve andre brancher, så er de kompetencer direkte overførbare

Mentor Tove Hejbøl Lindquist

Hvorfor har du valgt at være mentor i netop VELKOMMEN HJEM?   

– Der er overordnet tre grunde til, at jeg er engageret i VELKOMMEN HJEM: Det første er det samfundsmæssige ansvar. Her er en gruppe mennesker, som har sat alt på spil for os, så jeg synes også, at vi skylder dem at give dem en hånd, hvis de på et tidspunkt gerne vil videre og har brug for lidt hjælp til det. For det andet, og det har måske aldrig været vigtigere i nyere tid, så er det jo virkelig vigtigt, at vi har et stærk og attraktivt forsvar – så det er vigtigt at være med til at vise, at Forsvaret i høj grad kan være en del af en karrierevej, at man opbygger virkeligt gode kompetencer, også selv om man på et senere tidspunkt har lyst til at bruge sine kompetencer og erfaringer i en anden kontekst. Og så tror jeg også på, at der er stor værdi for vores virksomheder, hvis vi har en fleksibilitet ud og ind af brancher, hvor der bæres læring og viden rundt, og vi har medarbejdere med forskellige baggrunde og forskellige perspektiver. Her er der måske brug for, at vi hjælper med lidt brobygning for, at veteranerne kan se, hvordan deres kompetencer kan bruges – men de kommer med stærke kompetencer og erfaringer vi i den grad har brug for, fortæller Tove Hejbøl Lindquist.

Tove, var en uvurderlig støtte gennem hele processen. Fra første møde var hun imødekommende og viste en god evne til at læse mig som person. Hun var ekstremt god til at stille spørgsmål, der fik mig til at reflektere over min motivation og ønsker omkring et fremtidigt job uden for Forsvaret.

Anonym veteran

Mentor Tove Hejbøl Lindquist

Kan din hjælp være med til at styrke tilgangen af nye soldater til Forsvaret?

– Jeg håber, at vi kan vise, at Forsvaret klart er en karrierevej – også selv om man står ved starten af sin karriere og måske ikke nødvendigvis tænker, at man vil blive der for altid. Vi skal kunne vise de unge generationer, at de her opbygger vigtige kompetencer, som de altid kan bruge andre steder, hvis de skulle få lyst til det på et senere tidspunkt.

Tove holdt mig til ilden, især når jeg stødte på modstand eller kørte træt i den ressourcetunge proces, det er at være aktivt jobsøgende samtidig med et eksisterende job og en familie, der skal passes. Hendes evne til at opmuntre og motivere mig gjorde en stor forskel.

Anonym veteran

Hvordan skiller veteranerne sig generelt ud fra civile ansøgere?

– Den allerstørste forskel er typisk, at de har svært ved at sætte sig selv i centrum; egne kompetencer og egne resultater, fordi de er vant til at hylde og fremhæve teamet. Og det er jo nødvendigt, hvis man skal til jobsamtale at kunne klart formidle, hvad man selv kan og har opnået. Det oplever jeg, ligger langt fra mange veteraners mentalitet. En anden forskel er generelt, at ”sproget” er anderledes; de kommer typisk fra en verden, der har et lidt andet sprog og betegnelser, og det betyder konkret, at de termer, der bruges og efterspørges i det private, ikke nødvendigvis er genkendelige for veteranerne. De bliver nødt til at lære ”sproget” først, forklarer Tove Hejbøl Lindquist.

Tove hjalp mig konkret med at oversætte mine militære færdigheder til et civilt sprog. Jeg fik også specifik sparring omkring, hvilke spørgsmål jeg skulle stille, når jeg kontaktede virksomheder vedrørende stillingsopslag, og hendes indsigt i, hvad ansættende ledere søger i kandidater, var guld værd. Simple do’s and don’ts gjorde det også nemmere at forberede og gennemføre samtaler.

Anonym veteran

Hvilke af veteranernes militære kompetencer har erhvervslivet brug for? 

– Veteranerne kommer med mange stærke kompetencer fra Forsvaret, og rigtigt mange kan direkte overføres til det private. De har typisk stærke faglige kompetencer inden for …

  • Ledelseserfaring og stærke people skills.
  • Projektplanlægning og projektstyring.
  • Logistik (under vanskelige forhold).
  • Undervisning/træning/formidling.
  • Kommunikation (skabe følgeskab, motivation).
  • Stakeholder management – evnen til at forventningsafstemme på mange niveauer og arbejde i en politisk kontekst.

– Derudover har de masser af andre styrker – blandt andre en helt fantastisk struktureret tilgang, som gør de sagtens kan tilgå nye udfordringer, fordi de har en indbygget struktur til at løse dem. De har også stor beslutningskraft – de er skolet i at være stærke til at træffe beslutninger. Og så er der deres teamspirit og en optagethed af at lykkes sammen med andre som et hold, forklarer Tove Hejbøl Lindquist.

Tove var god til at være kritisk på mine vegne, og flere af de jobopslag jeg umiddelbart syntes virkede interessante var hun god til at ”dechifrere” og klar i spyttet omkring, at det næppe var et godt match. Det var nok meget heldigt.

Anonym veteran

Hvad kunne du især hjælpe din sidste mentees med?

– Største udfordring var nok at få hjælp til at ”oversætte”, hvad indhold var i forskellige jobopslag, og hvordan det ville matche hans kompetencer. Og så yderligere at udfordre ham på, ikke kun ”hvad jeg kan”, men også ”hvad jeg rigtigt gerne vil”. Hvad er det, der giver energi, hvilke elementer gør, at man kommer til at lande det rette sted. Min opgave var helt konkret at hjælpe ham med at folde sine kompetencer ud i forhold til drømmejob, slutter Tove Hejbøl Lindquist.

Jeg er landet i en stilling som Associate Manager ved Novo Nordisk, hvor jeg får lov at bruge mine kompetencer til at strukturere og facilitere processer, hvilket er essentielt for at optimere arbejdet i mit team. Den ledelsesmæssige ballast, jeg har med fra Forsvaret, har jeg glæde af hver dag, herunder især evnen til at holde hovedet koldt og indgyde ro i mine medarbejdere, når arbejdspresset er højt og opgaverne kan virke uoverskuelige.

Anonym veteran