Jeg fik troen på mig selv og øjnene op for kaffemøder 

Udgivet d. 1. marts 2026 af Velkommen Hjem

Efter knap ti år i Forsvaret og udsendelser til Kuwait og Letland stod Dennis Aarestrup Larsen i en situation, hvor han trængte til nye udfordringer – både på det personlige og det professionelle plan. Dennis følte, at han havde opnået det, han kunne i Forsvaret, men han var usikker på, hvordan han skulle gribe hele processen an, og hvordan han kunne trænge igennem hos civile virksomheder. Derfor tog Dennis fat i VELKOMMEN HJEM, hvor han blev sat i kontakt med mentor Signe Skyum Kirkegaard Petersen, der til dagligt arbejder som Director, API Production i Novo Nordisk.

Signe har ikke selv erfaring fra Forsvaret eller den store indsigt i det militære liv, og da hun fik tilbuddet om at blive mentor, var hun oprindeligt i tvivl om, hvorvidt hun overhovedet kunne hjælpe mennesker som Dennis. Men hun er blevet positivt overrasket ved hvert mentorforløb, og Dennis er ingen undtagelse. Først og fremmest har Signe været imponeret over indstillingen hos veteranerne. Som Signe forklarer:

– Jeg har oplevet en helt anden form for sult og en vilje til at gå all in. Jeg har mødt nogle utroligt reflekterende mentees, der har haft en modenhed omkring deres egen situation og en utrolig lyst til at udforske mulighederne i det private erhvervsliv. De har på mange måder været længere fremme rent mentalt i forhold til civile ansøgere på samme alder, men måske med en mere begrænset indsigt i muligheder og egne evner i det private.

Veteran Dennis Aarestrup Larsen

Mentoren så en leder

På den anden side af bordet havde Dennis bl.a. brug for hjælp til at finde en retning. Én ting er at have lyst til, at der skal ske noget nyt. Noget andet er at finde ud af, hvilken vej man skal gå ned ad. Desuden efterlyste Dennis indspark i forhold til at skrive et overbevisende CV, der kunne sparke en anden slags dør ind, end han var vant til. Dennis forklarer:

– Mit samarbejde med Signe har været virkelig givende og effektivt. Hun vidste med det samme, hvilken fremgangsmåde jeg skulle bruge, og hendes sparring i forhold til at skrive et professionelt CV har virkelig løftet mit niveau i jobsøgningsprocessen generelt. 

Som mentor oplevede Signe, at den største udfordring handlede om at matche evner, interesser og erfaring med et job i det private. Sammen skulle de to oversætte Dennis’ evner til et sæt kompetencer, der kunne bruges til jobsøgningen. Samtidig forsøgte Signe at skubbe lidt til Dennis, så perspektivet blev lidt bredere. Signe så klart og tydeligt en leder i Dennis, selv om det ikke var hans eget udgangspunkt. Selv siger Dennis:

– Signe hjalp mig først og fremmest med at finde en retning, jeg skulle gå i. Om det skulle være ledelse eller specialistvejen. Herudover hjalp hun med at stable kaffemøder på benene, som også ledte til jobsamtaler. Hun lærte mig om de større virksomheders ansættelsesprocesser, og hvor jeg skulle fokusere i forbindelse med min jobsøgning.

Dennis fik hele to nye jobs

Signe mener, at hun hjalp Dennis med at blive mere konkret og også at tro endnu mere på egne evner. Desuden kunne hun trække på sit netværk, og på den måde fik Signe givet Dennis endnu mere sparring og hjalp ham også til en jobsamtale.  

Efter en del kopper kaffe og hjælp fra Signe fik Dennis i første omgang landet et job hos Novo Nordisk. Desværre blev han ramt af det ansættelsesstop, virksomheden indførte pr. september 2025. Det slog dog ikke Dennis mere ud, end at han fandt en ny stilling hos IKEA, hvor han startede som Fulfilment Operations teamleader i februar 2026.

Her gør Dennis brug af en del af de værktøjer, han har med sig i bagagen fra tiden i Forsvaret. Med Dennis’ egne ord handler det bl.a. om at få forskellige faggrupper og nationaliteter til at samarbejde og skabe nye relationer samt vedligeholde eksisterende. Dennis arbejder desuden videre med det, han kalder situationsbestemt ledelse. Nu er det ikke ledelse af soldater, men af kollegaer, der skal guides under varierende forhold i virksomheden. Endelig gør Dennis også stor nytte af de analytiske evner, han udviklede i Forsvaret. At være i stand til at analysere en given opgave og eksekvere den ud fra tiden, situationen og mulighederne. Det er en kompetence, man kan gøre brug af under alle arbejdsforhold – militære som civile.

Et givende forløb for begge parter

Mentorforløbet med Dennis har været endnu en positiv oplevelse for Signe. Som hun beskriver det, møder hun typisk nogle unge mennesker, der ved rigtig meget om egne evner, og på den måde hviler mere i dem selv. Hun oplever også en blanding af ydmyghed og disciplin, som Signe ikke ser i samme grad blandt civile ansøgere. Hun runder samtalen af med at reflektere over mentorarbejdet set fra hendes side:

– Jeg har nu flere gange oplevet, hvor meget jeg også får ud af et sådant forløb. I de forløb, jeg har været en del af, er vi ofte endt i samtaler om værdier, og her er jeg også selv blevet meget klogere på mine egne værdier i mit arbejde. Eller jeg er måske blevet bedre til at sætte ord på dem. Jeg er blevet inspireret af deres gå-på-mod og dedikation – og det smitter. Samtidig har jeg fået et indblik i en verden, jeg slet ikke kendte til, før jeg blev en del af VELKOMMEN HJEM.

Dennis’ soldaterhistorie

  • 2016 Startede som værnepligtig og gennemførte efterfølgende Hærens Reaktionsstyrkeuddannelse ved Trænregimentet i Vordingborg.
  • Ansat som konstabel i en transportenhed og tog på sergentskole efter cirka to år.
  • 2018-2020 Gruppefører i en transportgruppe i Vordingborg.
  • 2020 Udsendt til Kuwait som materielbefalingsmand med ansvar for at opbygge et depot fra bunden forud for det danske bidrag til NATO Mission Iraq. 
  • 2021 Sektionsfører i en transportsektion i Vordingborg. 
  • 2022 Næstkommanderende deling for en værnepligtsdeling ved Føringsstøtteregimentet i Fredericia.
  • 2022-2023 Udsendt som materielbefalingsmand i Letland. 
  • 2023 Startede på oversergentuddannelse i Varde.
  • 2023-2024 Igen næstkommanderende deling.
  • 2024- 2025 Forsyningsbefalingsmand på flyvestation Karup ved Føringsstøtteregimentet.
  • Karrieren i Forsvaret sluttede ved Føringstøtteregimentet hos 1. CIS Detachement på flyvestation Karup..